Offentlige byggerier alene i Østdanmark lander på 200 mia. inden 2021. Men Enhedslisten kræver stadig flere store anlæg på finansloven. Derfor maner

finansminister Bjarne Corydon (S) til besindighed og mener ikke, at der er plads til flere store byggerier inden for en ansvarlig økonomisk ramme.

Finansministerens udtalelse skal især ses som en løftet pegefinger til Enhedslisten, der ventes at stille endnu flere krav om offentlige investeringer frem mod forhandlingerne om finansloven.

– Når man vurderer den økonomiske politik, der føres, er der et behov for, at man indimellem hæver sig ud over den her diskussion om stramhedsgraden i dansk politik og ser på det egentlige omfang af, hvad der gøres for at forny vores samfund i de her år.

– For det er omfattende, hvad der er sat i gang ikke bare på det korte sigt, men også hvis man ser længere frem, siger Bjarne Corydon, der snart har regeringens forslag til en finanslov parat.

Det får dog ikke Enhedslisten til at holde igen:

– Vi vil især gerne have investeringer, der gavner produktionen. Når vi peger på investeringer i vedvarende energi, i kollektiv trafik og i energirenoveringer, så er det mere noget, der skaber arbejdspladser inden for industriel produktion end inden for kun anlæg, siger Enhedslistens finansordfører Frank Aaen.

Børsen