Danmark kan stå foran en kraftig økonomisk fremgang, som løfter velstanden pænt i vejret. De bedre tider kan tilmed vise sig allerede til næste år og kan blive endnu tydeligere i 2014.

Det er finansminister Bjarne Corydon (S), som for første gang i sin tid som minister, slår mere optimistiske toner an og nu forudser en markant fremgang efter snart fem års stilstand og krise.

– Under de rigtige omstændigheder er der potentiale for en pæn vækst i 2013 og en markant økonomisk vækst i 2014, siger Bjarne Corydon til Berlingske.

Han understreger, at han ikke kan garantere fremgang herhjemme, da det kræver en stabilisering af situationen i de 17 eurolande. Men for første gang i lang tid er der gode muligheder for mere stabile tider i eurozonen, vurderer ministeren.

Sker det, kan Danmark stå foran en markant fremgang.

Lektor i international økonomi Christian Bjørnskov fra Aarhus Universitet tror dog ikke på, at danskerne har stor lyst til at begynde at forbruge stort.

– Usikkerheden er meget markant, og mange har mistet store formuer de senere år. Så det er næppe sandsynligt, at folk begynder at bruge en stor del af deres opsparing på forbrug. Det er mere øget eksport, vi kan håbe på, vil skabe bedre tider herhjemme, siger han.

 

Berlingske