Der er god grund til at klappe i hænderne i den rådgivende ingeniørkoncern Cowi, der i 2009 præsterede et rekordresultat. Det regnskab, som koncernen netop har offentliggjort, viser nemlig den største omsætning og indtjening nogensinde i ingeniørvirksomhedens historie. Omsætningen i Cowi i 2009 steg til knap fire milliarder kroner eller 14 procent mere end året før. Driftsindtjeningen voksede med 13 procent til 190 millioner. På bundlinien var der et overskud efter skat på 153 millioner kroner – en fremgang på 20 procent.
– Resultatet for 2009 ligger på niveau med vore forventninger, og set i lyset af den økonomiske krise, vurderer vi resultatet som tilfredsstillende, siger koncernchef Lars-Peter Søbye.
Regnskabsresultatet dækker over store udsving. Mens Cowi har haft markant vækst i Den Arabiske Golf, har der været tilbagegang i Central- og Østeuropa. Cowi har desuden haft travlt med bl.a. med at rådgive med byggeri af broer og jernbaner i Vesteuropa. På medarbejderfronten er den samlede stab vokset med hele 1.100 til 6.000, hvor de 700 skyldes opkøbet af en svensk virksomhed Flygfältsbyrån. Resten er organisk vækst. Cowi forventer en mere beskeden vækst i både omsætning og indtjening i 2010.
Berlingske Tidende side 8.