Creative Challenge-konkurrencen, der skal markedsføre BeoVision 8-fjernsynet over for kreative, fortsætter, men B&O erkender i en pressemeddelelse, at det var en ”skævert” at udsende invitationerne til konkurrencen via reklamebureauerne.

– Af materialet fremgår det, at der er tale om en konkurrence for privatpersoner, men set i bakspejlet var det over grænsen at sende invitationerne via bureauerne frem for til de kreative privat – eller via massemedier generelt, siger B&Os marketingchef Kasper Eis.

Han understreger, at man er helt på linje med DRRB i opfordringen om ikke at bruge arbejdstid på at deltage i konkurrencen. Og hensigten har aldrig været at skaffe sig billigt markedsføringsmateriale eller camouflere et egentligt udbud som en konkurrence

– Set i lyset af debatten vil vi ikke gøre noget tilsvarende i Danmark igen. Bang & Olufsen er en hæderlig virksomhed, som både vil og kan betale for det arbejde, man får udført, fastslår Kasper Eis.

Pressemeddelelsen er udsendt på baggrund af en længere dialog mellem B&O og DRRB, der

har fastholdt, at konkurrencen strider mod ”Retningslinjer for afholdelse af bureaukonkurrencer”. Brancheforeningens direktør, Bjørn Karsholt, siger:

– Pressemeddelelsen er en acceptabel løsning på en sag, som vi alle er kede af. B&O har forstået vores argumenter og har accepteret ikke at markedsføre konkurrencen yderligere – således bliver f.eks. vindernavne ikke offentliggjort.

DRRB opfordrer fortsat til, at man ikke deltager i Creative Challenge. Ifølge B&O har over 200 teams tilmeldt sig konkurrencen, hvor der lukkes for tilmeldinger efter den 7. september.

peng