I fredags mødtes den største forsamling kreative jurymedlemmer herhjemme, nemlig Creative Circle-juryen. Og de skal tage stilling til cirka 600 indsendte arbejder fordelt på 38 kategorier inden for reklame, digital og design. David Asmussen, bestyrelsesmedlem i Creative Circle, har samlet følgende indtryk:
– Design har langt færre indsendelser, fordi designbureauerne er stærkt selektive. Det ser vi så på niveauet, der er højt blandt de indsendte. Det samme gør sig ikke gældende i digital: Godt nok er der også færre indsendelser, fordi der vælges omhyggeligt ud. Men man kan diskutere, hvor højt niveauet er på dette felt. Digital har i al fald små shortlister, siger han.
Juryerne kunne konstatere, at nære naboer som Sverige og Norge ganske enkelt står stærkere, når det gælder digital reklame. Til gengæld kan der skimtes lyspunkter på området, nemlig den næste generation:
– De unge i YCCA (Young Creatives) demonstrerer, at deres niveau er konkurrencedygtigt. En trededel af arbejderne var på højt niveau og kan sammenlignes med dét, vi ser på Young Lions i Cannes, siger David Asmussen.
Digital har i flere ord været et nøgleord i bureaubranchen sammen med interegrede løsninger inden for reklame. Men også på dét felt skiller årets Creative Circle sig ud:
– Du vil sikkert tilskrive det krisen, men vi kan under alle omstændigheder se, at store kunder med kampagner på tværs af kanaler er afløst af mindre kunder, der viser mere mod i flere, enkeltstående kanaler. Det er mere fragmenteret – uden at det nødvendigvis er gået ud over det kreative niveau, siger David Asmussen.
Borsen.dk