Man skal lade sig inspirere. Ikke mindst, når man befinder sig i den kreative branche.
Sådan tænkte Creative Circles juryudvalg naturligvis også sidste år, da 2011-festen var veloverstået, og arbejdet med Creative Circle Award 2012 skulle i gang.
Juryudvalget tog derfor til Norge for at se, hvordan de nye kategorier til den norske Gullblyanten fungerede. Og det var der gode grunde til.
Vore norske brødre har nemlig fjernet de ”gamle” medie-kategorier og lader i stedet de indsendte kampagnearbejder konkurrere i forhold til den branche, det produkt eller den tjeneste, de var skabt til.
– For Gullblyanten var det nødvendigt med denne fornyelse, så der ikke udviklede sig en uoverskuelig mængde af mediekategorier. Juryerne vil i år, som sidste år, bedømme arbejder ud fra to hovedkriterier: Er det godt tænkt, og er det godt fortalt/eksekveret?, hedder det på
Gullblyantens hjemmeside.
Anders Wik, digital direktør hos Halbye Kaag JTW, medlem af Creative Circles juryudvalg og formand for den integrerede jury, fortæller:
– Vi har selv diskuteret, om vi skal lave om på vores kategoristruktur. Så da vi hørte, at de i Norge var i gang med en større omlægning, inviterede vi os selv på studietur. Vi oplevede et flot show med stort fagligt fokus og nogle vinderarbejder af meget høj standard. Arbejder, som senere blev til både guld, sølv og bronze i Cannes. Men de nye kategorier i sig selv var ikke den store revolution, som vi måske havde forventet, at de ville være.
Så Creative Circle holder foreløbig fast i den velkendte medie-baserede model.
– Vi er i gang med en transition fra at være en ren reklamepris, som Guldkorn var, til at blive Danmarks mest eftertragtede branchepris på tværs af design, reklame og digital. Det arbejde føler vi ikke er afsluttet. Derfor bliver der ikke lavet om på vores kategoristruktur i år, siger Anders Wik.
Han tilføjer dog, at juryudvalget har en løbende dialog om strukturen, og at man er åben over for større ændringer i fremtiden.
– Vi ser på modellerne i både Norge, Sverige og andre lande. Men det vigtigste er, at det er grundigt gennemtænkt. Man skal ikke ændre noget, bare for at ændre. Vi følger udviklingen nøje både internationalt og nationalt, og vi vil også kigge på årets udgave af Danish Internet Award, for at se hvordan de radikale ændringer, de har foretaget, vil fungere i praksis, siger han og tilføjer, at der også i år er gennemført enkelte justeringer i kategorierne.
Mobil og sociale medier
For eksempel er den tidligere kategori ”Tools and services” erstattet af to nye – ”Brand driven apps and utilities” og ”Service driven apps and utilities”.
– Sidste år så vi en tendens mod mere indholdsdrevne tjenester og branded utilities. Denne trend vil fortsætte i år. Men i stedet for at lave en decideret mobil kategori, har vi splittet ”Tools and services” i to nye kategorier, så nyttetjenester og brandede tjenester bedømmes hver for sig, forklarer Anders Wik.
Desuden kan der i kategorien ”Events” i år også indsendes digitale events. Og så skifter kategorien ”Banner ads” navn til ”Display advertising” og åbner samtidig for alle skærmbaserede annonceløsninger, både iAds, instore og displays i offentlige rum.
Og naturligvis er de sociale medier heller ikke glemt.
Med kategorien ”Social Media Campaigns” får bureauerne nu mulighed for, at få en kampagne vurderet ud fra dens sociale egenskaber.
– Vi håber på den måde, at kategorien får flere nye bureauer til at indsende deres arbejder. Social media er ikke en kategori en bestemt bureautype ejer. Det kan derfor godt være at et PR-bureau står bag årets bedste kampagne i sociale medier, siger Anders Wik, som også kan berette om nyt på jury-siden.
Integration
Juryerne i Creative Circle Award er traditionelt set blevet sammensat som rene branchejuryer.
Det vil stadig være tilfældet for Design og Websites – men nyt i år er, at en jury sammensat af folk fra reklame og digital i fællesskab skal finde vinderarbejderne i den integrerede kategori.
– I kampagnesammenhæng giver det ikke længere mening at udskille det digitale. Samtidigt er det vigtigt at kende til de teknologiske muligheder og begrænsninger når årets bedste arbejder skal kåres. Vi har derfor samlet en integreret jury med lige dele kreative fra reklamebureauer og digitale bureauer for i fællesskab at finde frem til de bedste integrerede kampagner, digitale kampagner, sociale kampagner og Special Circle, siger Anders Wik.
Der er deadline for indsendelser på mandag den 30. januar 2012.
Jurydagen ligger fredag den 9. marts 2012, og selve prisoverrækkelse og fest løber af stablen fredag den 11. maj 2012.
Du kan læse meget mere
her.