Det har været med ængstelse, at Creative Circle-formand Stig Lauritzen dagligt tjekkede postkassen for at se, om bureauerne overhovedet have lyst og mod til at sende kampagner ind til Danmarks største reklameprisuddeling.
Europæiske prisshows har overordnet set oplevet en nedgang i antallet af indsendelser på cirka 30 procent i 2009, hvilket holdet bag Creative Circle da også budgetterede med forud for årets prisuddeling – blandt fordi 2009 var et rekordår for indsendelser til Creative Circle.
– Men nedgangen er faktisk minimal. Det er indsendt mellem 550 og 600 kampagner, hvilket er cirka 75 færre end sidste år. Så jeg er meget glad, siger Stig Lauritzen.
I år er der i alt 38 kategorier, og som noget nyt er ”outdoor” blevet delt op i tre kategorier, desuden er der en kategori for levende billeder, der ikke er produceret til biograf, tv eller som viral film.
Tendensen i år er, at der er færre indsendelser i designkategorierne, mens de mere håndværksorienterede kategorier vinder frem.
Til gengæld fortsætter det klassiske tv-spot sin nedtur.
– Levende billeder til tv falder mest. Kategorien er nu halvt så stor som for fire år siden. Men det er stadig den næststørste kategori. Jeg vil dog sige, at jeg synes kvaliteten til gengæld er ret høj i netop den kategori, siger Stig Lauritzen.
Den største kategori er fortsat ”Print B2C”, mens ”Print B2B” er tredjestørst.
Jurydagen afholdes den 5. marts, og selve prisuddelingen finder sted i Vega i København den 7. maj.