Creative Circles formand Sune Bang vil nu tage inititiativ til at foreningen kommer i dialog med de bureau-direktører, som i de seneste dage har udtrykt betydelig kritik af Guldkornet, der blev uddelt sidste lørdag. En kritik som ifølge Markedsførings oplysninger nyder betydelig opbakning blandt en del andre bureau-direktører
– Jeg mener, at en del af kritikken bygger på fejlagtige opfattelser af rammerne for Guldkornet, og jeg mener også, at vi hele tiden har inviteret eventuelle kritikere til at komme til os med deres synspunkter. Vi vil gerne have debat, men vi mener, at man bedst påvirker ting ved at sidde om bordet og diskutere dem. Nu må vi så konstatere, at Muhammed ikke har villet komme til bjerget og så må bjerget komme til Muhammed.
– Jeg vil derfor tage initiativ til at holde et fælles møde, hvor jeg vil, redegøre for, hvordan vi har grebet tingene an i Creative Circle omkring Guldkornet, og forhåbentlig derved få rettet diverse misforståelser. Samtidig vil vi lytte. Og så vil vi håbe, at vi kan samles omkring at foretage de fornødne korrektioner.
– Vi har et formål – at højne kreativiteten – og hvis det bedst gøres ved at lave Guldkornet helt om, så gør vi det. Forandringsvilligheden er stor, og der er ingen hellige køer. Om det drejer sig om at lade økonomi spille en større rolle i vurdering, om at samarbejde med DRRB eller Dansk Annoncørforening, få flere kontaktfolk ind i juryen eller annoncører med – alt er muligt for vi har kun et mål: at højne kreativiteten. Men vi mener grundlæggende, at forandringer må ske gennem dialog, hvor man afvejer begge sider, siger Sune Bang, og fastslår at ændringer selvfølgleig skal besluttes i Creative Circles bestyrelse. Han siger videre, at Creative Circle har søgt at indrette prisen i overensstemmelse med priser i andre lande – herunder Sverige og Norge.
– Vi har ment, det var rigtigt at indrette prisen som man gør i lande, vi traditionelt ser op til. Men heller ikke det er helligt, siger Sune Bang. fin