Den 1. april 2009 ændrede tingene sig for Danmarks største digitale bureau, Creuna. Efter et par år med voldsom vækst blev den ene kundeopgave efter den anden sat i bero, og ordrebogen blev tyndere og tyndere.
Virksomheden stod i en situation, hvor det ikke gav mening at fastholde alle medarbejderne, hvorfor intet mindre end 70 kollegaer blev opsagt i løbet af året.
De efterfølgende restruktureringsomkostninger, som det hedder, når man forsætter med at udbetale løn til fyrede folk, og den manglende omsætning resulterede i et meget negativt udslag på bundlinjen.
– I Danmark blev vores omsætning halveret over en periode på fire-fem måneder. Samtidig havde vi svært ved at skabe newbiz. I sommeren kunne vi fortsat ikke se, hvor vi landede henne. Vi havde god dialog med vores kunder, men de måtte ikke investere. På et tidspunkt valgte vores ejer sammen med os i ledelsen at sige: ”hertil og ikke længere vil vi gå med hensyn til afskedigelser”, siger Creunas administrerende direktør Thomas Vejlemand og fortsætter:
– Det valgte vi, fordi det er vigtigt, at Creuna bibeholder en kritisk masse og fastholder de investeringer og kompetencer, vi har fået i de foregående år. Det betød, at vi i flere måneder i efteråret havde et finansieret underskud.
– Når man ser tilbage, forlod vi for et par år siden et marked, hvor vi var et meget teknologibaseret bureau til at blive meget mere strategiske og forretningsorienteret. Og i den proces blev vi måske fanget midt på bordpladen, siger Thomas Vejlemand.
Strategi er justeret
Den syngende lussing som bureauet fik i 2009, har givet stof til eftertanke, og den ambitiøse vækststrategi er blevet justeret.
– I 2009 har det kostet os kassen at lege med de store, og det er fortsat et udfordrende marked, vi er i. Creuna i Danmark var måske blevet for stor i forhold til markedet. Vi har lært en del om at være et digitalt full-service bureau. Det betyder på den ene side, at man skal have en masse kompetencer, men det er ikke givet, at Creuna skal have inhouse-kompetencer på alle områder. Der var vi måske gået lidt for langt på en række områder. I dag vil vi oftere netværke med konkollegaer i branchen og indgå i diverse alliancer, siger Thomas Vejlemand.
Men han og resten af Creuna kan nu glæde sig over, at 2010 er startet markant bedre. Mange af de skrinlagte projekter er blevet genoptaget, og der er kommet flere nye og store kunder i hus, heriblandt Nordea, som Creuna vandt i samarbejde DDB.
– Vi ville ikke have fået Nordea, hvis vi ikke havde bibeholdt den størrelse, vi har i dag. Vi var slet ikke kommet i betragtning som bureaupartner med DDB, siger Thomas Vejlemand.
Creunas årsresultat 2009 for hele koncernen:
- Omsætning: 238,2 mio. kr.
- EBITDA: -4,6 mio. kr.
- Antal ansatte: 292
Thomas Vejlemand fortæller:
– EBITDA er som bekendt før finansielle afskrivninger, eventuelle hensættelser og restruktureringer. Så vores regnskab er betydeligt dårligere. Vi kommer ud med et underskud på et tocifret millionbeløb. Det er især den danske afdeling, der trækker ned i regnskabet.
Læs hele historien i Markedsføring 7-2010, der udkommer i denne uge