Robert Thomsen flytter fra Creuna i København til AKQA i London, hvor han som associate creative director bliver kreativ medansvarlig på arbejdet for Nike – en kunde han kender fra de glade Framfab-dage, hvor Robert Thomsen som art director var med på det særdeles prisvindende-team ved blandt andet Cannes Lions. Om jobskiftet siger Robert Thomsen:
– AKQA er efter min mening en af de mest spændende bureauer i verden lige nu. Londonkontoret vandt Grand Prix ved Cannes sidste år for Fiat Eco:Drive, som er et fantastisk koncept. Desuden er deres kundeportefølje super spændende. Nike, Heineken, Xbox, Fiat, Orange. Så da de tilbød mig et job, var der ikke så meget betænkningstid, siger han.
Robert Thomsen har desuden en fortid hos Kunde & Co. og de seneste seks måneder altså hos Creuna som kreativ chef.