Digital markedsføring suppleret med med branded entertainment.
Det er ønsket, hvorfor Creuna nu indgår et kreativt samarbejde med
nystartede Springfield om netop branded entertainment.
– Vi leverer alle de kreative kompetencer, mens Springfield er den kreative hjerne og tænketank med underholdning. De er konger på dette felt, siger Creunas marketingdirektør, Anders Uttrup.
Folkene bag Springfield har haft en finger med i kampagnen Aquad’orable. Creuna understreger da også sit valg af ny, kreativ legekammerat med, at ”virksomheden arbejder med branded entertainment og er ekspert i at gøre danske forbrugere forelskede i brands og brandkoncepter.”
Springfield har netop lanceret en involverende kampagne for Stimorol med det formål at lave en bytte-bytte-købmand-platform for brugerne. Den går under navnet The Swap, og på sitet
www.theswap.dk foregår bytteriet allerede i bedste maner.
Der er byttet bøger for denne måneds udgave af Euroman, Prada-sko er byttet til en CD-afspiller, mens en selskabstaske har skiftet ejermand med sko størrelse 35 i retur.
Denne sammensmeltning mellem branding og underholdning passer Creuna.
– Der er sket et skift i markedsføring. Budskaberne bag brandet skal kommunikeres på nye måder. Tidligere var al reklame afsenderelateret, men nu befinder vi os i en verden, hvor alle kan oprette blogs og brugergrupper, og hvor vi ikke længere kan styre meningsdannelsen. Derfor skal et brand være medspiller og involvere målgruppen bedre i sin kommunikation, begrunder Creunas administrerende direktør, Thomas Vejlemand.
– Det handler om at få fortalt en god historie, der involverer modtageren. Den type markedsføring kræver et godt og tæt samspil mellem manuskriptforfatteren, den kreative konceptudvikler, mediefolkene og de digitale eksperter. Og her mener jeg, at Creuna og Springfield matcher hinanden godt, siger Springfields administrerende direktør Lars Gjøls-Andersen.
De første Creuna-Springfield-projekter er sat i gang.