Det svenske digitale bureau Daddy er opkøbt af Crispin Porter & Bogusky, og svenskerne er tiltænkt en fremtrædende rolle i bureauets europæiske univers.
Daddy skifter navn til Crispin Porter & Bogusky Europe, og bureauets mindre kontorer i Spanien, Tyskland og England kommer fremover til at operere som afdelinger med reference til det svenske bureau. Det skriver campaign.co.uk.
Den svenske Daddy-ledelse fortsætter, og direktør Jeff Hicks fra CP&B siger til Campaign, at man ønsker, at modellen i Europa skal være identisk med den amerikanske model, og at det derfor var vigtigt at finde den rette partner.
Daddy blev grundlagt i 2000 af Jonas Hedeback, Gustav Martner og Björn Höglund og har blandt andet specialiseret sig i interaktiv brandbuilding og digitale strategier.
Daddy gennem flere år samarbejdet med CP&B, og ifølge Gustav Martner har dagens køb været undervejs i nogen tid. Til resume.se siger han:
– Uden at afsløre detaljer, kan man vel sige, at det her er noget, der er vokset frem.
De tre svenske Daddy-partnere er ikke overraskende glade for handlen, men ønsker ikke at afsløre økonomiske detaljer.
Daddy har 54 medarbejdere og arbejder med kunder som blandt andet Heinz, SAS, Carlsberg og Telia.