Crowdlending er et af de områder, som nyder godt af den vækst i dele-økonomien, de digitale platforme i disse år puster nyt liv i.

En af virksomhederne på dette område er Lendino, der i 2014 angiveligt var den første nordiske virksomhed til at formidle et “crowdlending-lån”, hvor almindelige mennesker låner penge ud til etablerede virksomheder via Lendinos platform.

Nu skal der gøres mere opmærksom på finansieringsformen, og til den opgave har Lendino hyret MSLGROUP til at stå for den strategiske kommunikation.

Et milliard-marked?

Lendinos ambition er at formidle lån for 100 millioner kr. til danske virksomheder i 2015, lyder det i en pressemeddelelse.

Og det er kun begyndelsen. Lendino estimerer, at det danske marked for crowdlending inden for en kort årrække når 1-2 milliarder kr.

– Vi har nået et punkt, hvor vi gerne vil arbejde endnu mere strategisk med de historier, Lendino fortæller sin omverden. Her spiller PR en central rolle, og MSLGROUP har fra dag et overbevist os om, at de er den rigtige partner til at løfte opgaven, siger Asger Trier Bing, administrerende direktør for Lendino.

– Helt konkret er det første mål at udbrede kendskabet til Lendino og historien om, hvorfor det er en fordel at låne hos Lendino frem for at søge et traditionelt banklån, fortsætter han.

Lendinos ambitioner rækker ud over Danmarks grænser.

– Vi ser også rigtig interessante perspektiver, når vi i 2015 gør vores platform tilgængelig i bl.a. Norge, Sverige og Tyskland, hvor MSLGROUP har lokale kontorer. Vi har klare ambitioner om at sætte os på flere markeder end kun det danske, slutter han.