Danske virksomheders værdikæder rækker i dag længere ud i udviklingslandene end nogensinde før. Det gør virksomhederne sårbare for anklager om uansvarlighed i forhold til arbejdsmiljø, forurening og menneskerettigheder. Samtidig får de selv nye muligheder for at fortælle gode historier om ansvarlig håndtering af svære dilemmaer.
Historier, der kan styrke omdømme og opbygge loyalitet blandt de politiske forbrugere. Det er med andre ord her, CSR-politikker og hensynet til coporate governance, god virksomhedsledelse, kommer ind i billedet. Den problematik tager Udviklingsministeriet og Søren Pind op på et seminar, ”Dialog Døgn”, der afvikles i Helsingør sidst på måneden.
Formålet med seminaret er en drøftelse af, hvordan vi fortæller klare og troværdige historier om virksomheders ansvarlighed, når virkeligheden er fuld af dilemmaer og gråzoner? Og hvad kan vi lære af de virksomheder, der har lagt deres udfordringer åbent frem uden at få ørene i maskinen?
Dette års ”Dialog Døgn” giver et erhvervsperspektiv på disse kommunikationsspørgsmål. Der stilles skarpt på (CSR-) kommunikationen, der ofte afgør, om outsourcing ender som møgsager eller stærkere brands, hvilket jo er de to polariserede muligheder i en globaliset verden.
”Dialog Døgn” løber af stablen i døgnet 25.-26. maj − fra frokost til frokost – på Konventum, LO-Skolens konferencecenter i Helsingør, og hvor virksomhedsledere og kommunikationschefer fra en række af Danmarks førende globale virksomheder møder mediefolk, rådgivere og organisationer, der arbejder professionelt med udviklingskommunikation. Bl.a. holder Mensch et indlæg.