Social ansvarlighed er ikke til at ignorere, og langsomt men sikkert flytter virksomheder opmærksomheden i CSR-retning. Det vil blive endnu klarere, når en af Danmarks største CSR-events, ”Who Cares Win”, afholdes den 16. april 2013, men allerede nu kan Markedsføring afsløre en række af de spændende navne på plakaten.
Who Cares Wins, der har non-profit foreningen YouMe Shopping som arrangør, har bl.a. planlagt en større panel-debat, hvor topchefer fra et udvalg af landets førende virksomheder kommer til at krydse klinger.
Deltagerne vil bl.a. opleve Annette Stube, CSR-direktør hos Mærsk, Jesper Møller, adm. direktør i Toms Gruppen, Mads Øvlisen, bestyrelsesformand i Novo Nordisk, Robbert Stecher, Vice President i LEGO, og Mads Nygaard, adm. direktør i Louis Nielsen, på scenen med TV2 værten Divya Das som ordstyrer.
Jonathan Løw, der er event-ansvarlig for ”Who Cares Wins” og til daglig marketingchef og team-leader hos KaosPiloterne, er stolt over at kunne præsentere et program med toppen af poppen fra både ind- og udland.
– Who Cares Wins bliver en event for både små, mellemstore og store virksomheder. Derfor vil der også være både talere, debatter, networking og workshops med relevans for alle størrelser af firmaer og NGO’er. Vi er ikke kun en begivenhed for de tunge drenge.
Men i første omgang kunne vi ikke dy os for at vise den store opbakning, som også de største danske virksomheder og topchefer har givet os, fortæller han.
Fokus på handling, ikke kun holdning
Hvor andre CSR-events i Danmark har valgt at fokusere på en kombination af internationale kendisser og pris-overrækkelser, går folkene bag Who Cares Wins en anden vej.
– Vores fokus er 100 pct. på handling, snarere end kun holdninger, så vi dyrker altså ”walking the talk”. Vi vil som event måles på, om vores program kan gøre deltagerne i stand til at skride til handling efterfølgende. Vi tror på, at CSR både kan skabe en bedre bundlinje og en bedre verden. At man kan kombinere hjerne og hjerte. Derfor bliver det også agendaen for næste års event, fortsætter Jonathan Løw.
På grund af det klare fokus på eventens efterfølgende ”impact” har arrangørerne valgt at sætte begrænsninger på, hvem der vil kunne deltage i ”Who Cares Wins 2013”. Ikke i forhold til virksomhedernes- og organisationernes størrelse, men deres repræsentanter:
– Who Cares Wins er udelukkende en event for beslutningstagere. For CEOs, marketing- og salgsdirektører, HR- og CSR-chefer. Ikke fordi vi vil puste det op til noget, det ikke er, men fordi det er netop disse mennesker, som efterfølgende kan gå hjem og implementere de tiltag, de forhåbentlig bliver inspireret til undervejs i eventen, slutter Jonathan Løw.
Allerede nu er det muligt at begynde at netværke med andre CSR-interesserede. Det kan ske via eventens Facebook– og LinkedIn sider.