Hvis Corporate Social Responsibility (CSR) skal overleve tidens test, skal indsatsen kunne aflæses på bundlinjen. Ellers kan CSR være penge ud af vinduet, og så vil det ofte være noget af det første, virksomhederne skærer væk i krisetider.
Synspunktet er Carsten Ingerslevs, og han er chef for Center for Samfundsansvar (CenSa), hvor regeringen har samlet nogle af landets bedste CSR-kompetencer.
Og det er også grundholdningen hos realkreditselskabet BRFkredit, som gennem 10 år har været involveret i en lang række sociale projekter i by- og boligområder.
− Vores grundholdning i dag er, at CSR skal være 100 procent inkorporeret i det, der driver forretningen, siger Lene Hjorth.
Hun er projektchef hos BRFkredit, og hun har gennem tre år stået i spidsen for de mange by- og boligrelaterede sociale projekter, som realkreditinstituttet har sat i søen. Og hun er ikke i tvivl om, at projekterne er med til at styrke BRFkredits konkurrencekraft i markedet.
− I dag har alle realkreditinstitutter jo stort set de samme produkter, men kan vi komme med noget, som er unikt, så har vi en fordel i markedet. Vi kunne selvfølgelig også bare sætte bænke op. Men det er ikke vores strategi. Vi skaber en proces og forhåbentlig nogle forbedringer i samarbejde med boligforeningerne, beboerne, kommunen, lokale erhvervsdrivende, foreninger og evt. uddannelsesinstitutioner for at løse de udfordringer, der ligger i det konkrete byrum eller boligområde, forklarer Lene Hjorth.
Vækst i Aalborg
Og forretninger er der allerede kommet flere af – ikke mindst i det aalborgensiske.
Her har BRFkredit i en årrække været involveret i en række mindre projekter, men for et par år siden blev aktiviteterne udvidet.
− At vi valgte Aalborg, hang også sammen med, hvordan vores markedsposition så ud på Danmarkskortet, og her kunne vi med projekterne særligt gøre en forskel, siger Lene Hjorth.
Aalborg-projekterne spænder vidt og handler om image, beskæftigelse, kunst og byrum, og her arbejder BRFkredit sammen med blandt andre Aalborg Universitet, kommunen, en række lokale erhvervsvirksomheder og borgerne.
− Vi kommer ind som en katalysator, tænker anderledes og åbner døre − også vores egne. Vi har åbnet så mange døre, at vores relationer og forhold til folk deroppe er markant forbedret – bare det at få lov til at byde på et lån. Vi kunne ikke komme ind og byde før. Det kan vi nu, siger Lene Hjorth.
Læs hele historien i Markedsføring 09-2009, der udkommer i denne uge.