Cult skulle have solgt millionvis af Mokaï-cidere i Afrika. Men selskabet er stødt på problemer, der har stukket en kæp i hjulet i eksporteventyret

 I 2014 var det planen, at Cult skulle have solgt 10 mio. Mokaï alene i Sydafrika, men indtil videre er der stort set ikke blevet langet cidere over disken i det afrikanske natteliv.

– Vi endte desværre med en forkert distributør, der ikke havde den nødvendige kapital, og vi ønskede ikke at lægge penge ud for ham. Derfor er der gået noget tid med at finde en anden, og den aftale er lige på trapperne, siger adm. direktør Lars Klausen, Cult, til avisen.

Men det er ikke det eneste bump på vejen, den Aarhus-baserede virksomhed, der er kendt for sine reklamer med halvnøgne damer, er stødt på.

Planen var i første omgang at holde produktionen i Europa, men høje importafgifter har tvunget selskabet til at producere i Sydafrika. Noget, der også har forsinket det afrikanske indtog.

Cult har især haft fokus på Sydafrika, fordi landet med et salg på 1,3 mia. cidere årligt har et stort potentiale. Men i løbet af de næste par år skal lande som Uganda, Etiopien, Zambia, Zimbabwe og Malawi også lære at drikke Mokaï.

Børsen