Lige præcis forsikring er – måske lige næst efter pension – par excellence et af de temaer, som unge bare ikke gider beskæftige sig med: Det føles som om, der er 300 år til, at det bliver relevant, og i øvrigt er det kedeligt, mener mange i den alder.
Men en ny analyse fra YouGov tyder på, at Alka Forsikring, sammen med reklamebureauet Eiffel, har fået fat i den svære målgruppe.
Analysen kigger bl.a. på, hvilke brands de unge taler mest om – kaldet Word Of Mouth-score – og her har Alka Forsikring inden for det seneste år taget et markant hop op ad listen. Faktisk så markant, at brandet er i Top-3 blandt årets højdespringere. Kun overgået af BMW og Oister.
Set med marketing-briller er udviklingen interessant nok netop sket i en periode, hvor Alka Forsikring har været i luften med sin curling-kommunikation – startende med filmen Curlingbekendelser, som endte med at blive den næstmest sete reklamefilm på YouTube i 2017.
Og det er ikke kun blevet til snak om Alka-brandt blandt de unge. Alka har også kunnet se en positiv udvikling i salget.
Også fremgang i salget
– Vi har igennem et år arbejdet med en målrettet indsats, der udover den positive omtale også har resulteret i positiv fremgang i antallet af solgte forsikringer til målgruppen. Det er vi naturligvis glade for, siger Mette Scheel, der er marketingchef i Alka.
Det er reklamebureauet Eiffel, der står bag kommunikationen, som, udover Curlingbekendelser, også har budt på bl.a. kedelige julegaver og Roskilde-drillerier, og Tobias Høgsberg, der er Managing Director og Partner hos Eiffel fortæller, at man også på bureauet glæder sig over den tydelige effekt:
– At Alka som brand har formået at markere sig så klart, som analysen viser, er for os et klart bevis på, at man – selv med et lav-interesse produkt – kan skabe resultater og effekt, hvis man tør gå i markedet med en anderledes engagerende kommunikation.
I YouGov BrandIndex-undersøgelsen topper i øvrigt Netflix, Mobilepay og Facebook som de tre brands, den unge målgruppe taler mest om, mens de tre højdespringer-brands er BMW, der har forbedret sin WOM-score med 8,4 procentpoint i 2018, Oister, der har forbedret sin score med 7,8, og altså Alka, der har forbedret sin WOM-score med 7,3 procentpoint.
Se eller gense Alkas første curling-film her.