Efter en strategisnak med fire bureauer har CyberCity valgt Bates som deres nye reklamebureau. Hvis det lykkes bureauet at løse et par småopgaver skal Bates stå for profilering og branding af internetudbyderen i Skandinavien.
– Der var ikke tale om en egentlig bureaukonkurrence, hvor de skulle lave en kampagne, men mere en strategisnak med en række bureauer. Vi valgte Bates, for de havde forståelsen for de kerneværdier, som ligger i CyberCity, fortæller Daniel de Visme, marketingansvarlig hos CyberCity.
De fire bureauer som deltog i strategimøderne var McCann-Erickson, Ogilvy & Mather, Bates og Saatchi & Saatchi.
– Det var et svært valg. Specielt vores møde med Saatchi gjorde valget sværere. På trods af den korte tid til forberedelse havde de lavet et forslag til en kampagne. Men kemien var bedre hos Bates, siger Daniel de Visme, der understreger, at man i udvælgelsen ledte efter en professionel og kompetent samarbejdspartner, der – såvidt samarbejdet kommer til at fungere – også vil omhandle lancering af nye produkter, profilering og branding af CyberCity. Udgangspunktet bliver dog i første omgang et par opgaver for at afprøve samarbejdet og kemien.
– Fremover skal CyberCity ikke kun tilbyde internetadgange, men også give brugerne adgang til content-services som video, games og audio. Hvad angår buisnesssiden vil vi gå i retning af at udvikle sikkerhedsløsninger og avancerede hostingydelser. Der er mange andre af vores konkurrenter, som går i samme retning. Derfor skal vi fremover profilere os som den lille innovative og hurtige spiller på markedet, siger han.