Der gik kun en uge fra første kontakt mellem CyberCity og Halbye & Kaag, til der forelå et resultat: En ny design-linje. Samtidig ligger det fast, at CyberCity nu har valgt Halbye & Kaag som ny samarbejdspartner efter, at selskabet brød med Bates Copenhagen.
Valget af Halbye & Kaag er sket efter en lyn-konkurrence, hvor også Saatchi & Saatchi deltog. Begge bureauer fik en konkret opgave på et nyt sikkerheds-koncept, og det forslag, som gav Halbye & Kaag sejren, kan allerede ses i annoncer i den kommende tid – for eksempel i Markedsføring.
Den nye design-linje samler CyberCitys produkter under en fælles hat.
– Vi har tidligere haft en forskellig linje på vores private og erhvervs-rettede produkter. Vi følte et behov for at samle det for at gøre vores kommunikation mere enkel, siger marketingchef Jan Møller.
Han fortæller videre, at man ikke vil gå ud med en større branding-kampagne.
– Vores markedsføringsplan er knyttet op på de konkrete produkter. CyberCity er reelt et ganske andet firma end for blot et år siden. Prioritets-rækkefølgen er ændret. Frem for en overordnet markedsføring handler det nu om at markedsføre relevante produkter på den rigtige måde, forklarer Jan Møller. Adm. dir. Steen Halbye, siger:
– CyberCity har efterspurgt kontinuitet i markedsføringen og en let forståelig kommunikation af de centrale budskaber, Og netop det ser vi som vores absolutte styrke. fin