– Hvis du vil lave rav i gaden, så skriv en harsk kronik i Politiken om hunde, lød et godt råd fra den gamle tusindkunstner og café-innovator Kenn Andre Stilling. Vi vifter vovserne væk og ser, hvad der sker, hvis vi cirkler os ind på cyklismen, der for længst har overhalet kubisme og nudisme.
Grundlæggende skal vi samfunds-sympatisere med cyklisterne. De holder sig i form, forurener ikke i samme omfang som andre forbrændingsmotorer, de begrænser antallet af privatbiler og optager ikke plads i de offentlige transportmidler. Midt i den erklærede ædelhed udgør privatcyklismen imidlertid en form for civilisationsforandring, der også udfra et afsætningsøkonomisk synspunkt er et nærmere studie værd, da vi står over for en cross-over adfærd, der ikke lader sig presse ned i traditionelle segmentkasser.
Cyklomaner er sande individualister. I andre sammenhænge tiljubler de fællesskabets umistelige værdi, men når det handler om at rykke ud over asfaltst epperne, er alle andre trafikanter modstandere i reservatet. Hyggelige sort-hvide film fra København i 1930’erne viser morgencyklisterne trille gennem byen uden tegn på aggression, det ligner snarere en bølgende ballet, hvor alle afpasser tempo og afstand til hinanden.
Dengang var gear og håndbremse forbeholdt et eksklusivt mindretal, og man havde endnu ikke opfundet mountainbiken. De dristigste tour de city-bude sværger til tohjulede køretøjer uden bremser. De skal lynsnart kunne passere en 0,1 tons Christiania-cykel, der fylder fem sjettedele af cykelstien og kun kører 15 km/t.
At tilslutte sig strømmen af hidsige cyklister en årle morgenstund kræver kampvilje. Så det er ikke blot på det fysiske plan, at den daglige tur giver motion. Det rummer også spor af jagt og væddeløb. Glem alt om ”bløde trafikanter” og istem det fælles hadecredo mod bilerne, især de onde lastvogne, som helt burde forbydes adgang til gader, veje og pladser.
Som forbrugere repræsenterer den majoritet, der har vænnet sig af med tegngivn ing og brug af cykellygte, noget uforudsigeligt og mønsterbrydende. Forhindringer er til for at blive overvundet, og ensretning af en gade krænker den personlige frihed. For den kække cyklist har lyskurven kun en farve, rød betyder dog skærpet agtpågivenhed. De tværgående hvide felter på asfalten er ikke kun for fodtusserne, de må vige for de kække køremaskiner. Begrebet ”gågade” må omskrives, så cykelrettighederne markeres.
Cyklisternes interesseorganisation indrømmer lejlighedsvis, hårdt presset af pressen, at enkelte er utilpassede (og her taler vi altså ikke etnisk, da nydanskere generelt synes at have fravalgt dansk cykelkultur). Cyk-LO får snart drejet diskussionen over i et felt, hvor det er de andres skyld. Hvis der var flere, bredere og gerne overdækkede cykelstier, ville det hele gå som en leg, forsikrer de skrøbeliges værneforbund. Mere bramfri er de kommentarer, man indkasserer, hvis man af vanvare kommenterer den enkelte cykelatlets præstationer.
Skal man anskue denne gruppe som helhed, bør man også bemærke den fuldkomne integration i køb-og-smid-væk kulturen. I gamle dage måtte en arbejder (hvad er det, mor?) slide i 125 timer for at få råd til en Hamlet, i dag smider man cyklen i en bunke midt på gaden, og hvis den lider overlast under udfiltringen, køber man sig bare en ny. Indehavere af særlig udsøgte og kostbare letvægtere tager dyret med op i lejligheden, tilbyder en kaffelatte og nyder den skulpturelle skønhed.
Tænk også lige på, at storbycyklister er fødte multitaskere. De er i stand til at cykle, drikke kaffe, tale mobilt og høre musik samtidig. Evnen til at bevare overblikket i en stresset situation er efterspurgt i toppen af erhvervslivet, og man kunne derfor forestille sig, at cyklistprøver i visse tilfælde kan komplette en rekrutteringsundersøgelse.

Kort før afslutningen af dette manuskript bragte den geniale Michael Jeppesen på bagsiden af Ekstra Bladet den opsigtsvækkende nyhed, at Dansk Fodgænger Forbund var stiftet. Den nye interesseorganisation vil sætte en stopper for, at hensyn sløse bilister parkerer med forhjulene på fortovet eller lader byggematerialer henligge uden for ejendommen. Grebet rigtig an vil denne folkeflok med lidt behændighed kunne snige sine resolutioner ind i Radioavisen kl. 12,30 om søndagen, nu hvor dr. jur. Ole Espersen ikke længere anvender denne ytringsmulighed i sin egenskab af justitsminister, folketingsmedlem, professor eller Østersøkommissær for Menneskerettigheder.
Sandsynligt er det vel også, at dagbladet Politiken vil fatte godhed for fodgængersagen. Da chefredaktør Henrik Cavling omkring 1915 blev fortalt, at der var mindst 200 homoseksuelle i København, sagde han på sit sjællandske mål: – Jamen, det er jo en hel læserkreds. Nu venter vi på en kronik og derefter en klassisk lederartikel, der tolker de allersvageste trafikanters sag og kræver respekt, rettigheder og hårdere straffe til alle de andre.