– Meget af det tøj folk mødte op i, ku du ikke engang tænke dig til. Så vi behøvede overhovedet ikke at style – de beholdt bare deres eget tøj på, forklarer Claus Sonne og tilføjer, at de naturligvis havde ekstra tøj parat, hvis det skulle være. Fotograf Claus Sonne, der tidligere var ansat hos Schiller og nu har sit eget studie i Københavns nordvestkvarter, er manden bag den kampagne for Bianco Footwear, som kørte i cirka tre måneder sidste forår.
Den med snapshots af fire helt almindelige og knap så kønne mennesker, der bliver anbefalet et par smukke sko. Den der vandt en sølvløve i Cannes sidste år – og nu altså også har vundet Guldkorn.

STREETCASTING
Den besked Claus Sonne fik fra Thomas Hoffmann (dengang på Grey nu på DDB, red.) godt to måneder før kampagnen gik i luften, var da også – ligesom billederne – både enkel og kontant: Anderledes udseende mennesker! Teksten var givet på forhånd, men herfra havde han så ellers frie hænder.
– Briefen lå jo egentlig allerede i teksten – for i det mindste kunne de da tage et par pæne sko på. Men stilen lå ikke fast, og jeg overvejede derfor, hvor det ville være mest realistisk at finde den slags billeder, hvor man ikke ser så pokkers snedig ud. Det slog mig, at man i en munter stund altid lige skal se hinandens pas eller kørekort, og på de billeder ser man bestemt ikke for heldig ud, smiler han og siger, at det så blev udgangspunktet for fotostilen. Herefter brugte Claus Sonne cirka halvanden måned på at finde de rigtige folk.
– Med undtagelse af den ældre dame, som kommer fra et modelbureau, er de andre tre fundet ved streetcasting. Jeg allierede mig med et par folk, der ligesom jeg selv gik rundt på gaden med et kamera for at lede. Ham den tykke er for eksempel en taxachauffør, jeg en gang har kørt med, husker Sonne og læner sig tilbage i sin læderstol i hjørnet af det kæmpe studie, der i øjeblikket også huser et mindre bygningsværk til en Jamo-optagelse. Han tænder en cigaret og tilføjer, at man i andre sammenhænge ofte må have folk ind i et setup for at se om de passer, men at streetcasting denne gang var alt nok.
– I alt havde vi cirka tyve gode emner, og heraf valgte vi seks ud. Bianco skulle egentlig kun bruge tre, men jeg synes det var lige i underkanten og ville derfor lave de sidste tre for egen regning. Men det endte jo som bekendt med, at de brugte fire – og den ene af dem hedder Bjarne, fortæller han.

IKKE POPULæR I SVERIGE
For at danne sig et realistisk indtryk af lyssætningen, skød Claus Sonne nogle billeder i en foto-automat og brugte så ellers en dags tid på at bygge sin egen udgave i studiet.
– Både for at skabe noget intimt omkring skydningen og for at få så realistisk et setup som muligt, var det nødvendigt med et lille rum, de kunne sidde i. Men også for at fange deres opmærksomhed. De var jo ikke nødvendigvis vant til at blive fotograferet, og hvis der hele tiden drønede folk rundt omkring dem, var det endnu sværere, siger han og tilføjer, at selve skydningen ikke engang tog en dag.
– Når alt andet er på plads, er det jo bare et spørgsmål om at fotografere. For vi skulle jo hverken lægge makeup eller klæde dem på, understreger han, inden han tænder den næste cigaret og fortæller, at billederne er taget med et ganske almindeligt 6×7.
Og først nu kommer bureauet og dermed Thomas Hoffmann så igen ind i billedet. Han skulle være med til udvælgelsen af, hvilke af de omkring 600 fotos, der bare var lige i øjet. I det her tilfælde har hverken bureauet eller Bianco nemlig været meget inde over selve billedprocessen. Naturligvis har de fået “modellerne“ til gennemsyn og godkendt stilen, med ellers har de ikke som ved andre kampagner været med i processen undervejs.
– Svenskerne kunne ikke li dem, hvilket egentlig undrer mig, da de er så meget på forkant – men her i Danmark er billederne blevet modtaget meget positivt, mener Claus Sonne, og før vi tager afsked, henter han lige sine hjemmelavede julekort, der med Bjarne som model var en variation over Bianco-kampagnen.
To billeder fra CD: Mand med briller og ældre dame