Danskernes normale gav(e)mildhed i december måned smittede ikke af på annoncørerne i forhold til dagbladene. Julemåneden gik rent ud sagt temmelig skidt for de fleste dagblade i Dagbladenes Annonceindeks, som produceres af Carat for Marledsføring.
Eneste undtagelse var Børsen, som i december landede på indeks 112 i forhold til sidste års julemåned. Fælles for alle bladene er dog, at december 1999 var en rigtig god måned. Og derfor betyder resultatet for december sidste år, at det samlede resultat for 2000 faldt med så meget som 3-5 procent i forhold til, hvad året ellers tegnede til midt i november. Dette gælder også for Børsen, der landede på indeks 114 efter at have ligget til et indeks på 117 midt i november.
De regionale aviser sluttede på indeks 101, hvilket således er lig med tabte markedsandele i forhold til de store morgenaviser.
– At opnå et resultat på omkring 100 i et tekstmarked, der gik 12-14 pct. frem, kan ikke siges at være et imponerende resultat. Samlet tegner 2000 et billede af et år, hvor rubrik-omsætningen faldt, mens tekstomsætningen gik frem – og hvor specielt de store morgenaviser og erhvervsaviserne tager den største del af denne fremgang, siger Peter Ottesen, Carat.
Hvad angår oplagstallene for december, så kniber det gevaldigt for bladets nye chefredaktør, Hans Engell at knække kurven. December indebar et tab på over 12.000 eksemplarer sammenlignet med samme måned 1999. Det betyder, at avisen hele 2000 lå på et indeks mellem 89 og 94 sammenlignet med 1999. Heller ikke BT ser for alvor ud til at have knækket kurven. I den første del af 2000 så det ellers sådan ud, men i 2. halvår lå avisen på et indeks omkring 93-94. December gik en anelse bedre med et indeks på 97 – men dog stadig et tab på godt 3000 eksemplarer.
Jyllands-Posten og Berlingske Tidende er stabile, mens Politiken ser ud til at have fået renset ud i abonnements-massen. Oprydningen gav først på efteråret et oplagsfald på ca. 10 procentpoint, men i december landede avisen på indeks 98.
De regionale aviser ser ud til at have nået bunden – i hvert fald ser oplaget nu stabilt ud – mens Børsen er den klare succes på dagbladsmarkedet med en oplags-vækst på 15-16 procent.