I løbet af 2007 har mere end 80 pct. af de adspurgte jobsøgerne i Danmark oplevet, at de ikke modtog bekræftelse på, at deres ansøgning var modtaget hos den virksomhed, de søgte job hos, viser en undersøgelse fra StepStone Solutions.
92 pct. af ansøgerne mener, at dette har en stor eller en forholdsvis stor betydning for deres helhedsopfattelse af virksomheden. Og 85 pct. ville ikke søge en ny stilling i en virksomhed, hvor de havde oplevet mangelfuld information i et ansøgningsforløb.
Den direkte følge af en mangelfuld kommunikation i ansættelsesforløbet er altså, at virksomheden utilsigtet fraskriver sig adgang til en stor del af de mulige ansøgere ved fremtidige stillingsopslag. Den indirekte følge kan være, at jobansøgerne simpelthen fravælger virksomhedens produkt.
StepStone’s undersøgelse viser, at over 74 pct. af jobsøgerne mener, at en mangelfuld kommunikation fra virksomhedens side påvirker deres købsadfærd i relation til virksomhedens produkter. En konsekvens de færreste virksomheder forestiller sig kan følge af et udeblevet brev om tak for modtagelse af ansøgningen.
Med den gennemgribende mangel på arbejdskraft taget i betragtning, kan det være svært at forstå, at ansøgerne ikke behandles mere professionelt.
cwl