En undersøgelse fra analysevirksomheden InsightsOne – The 2013 Bad Ads Survey – viser, at 87 procent af de amerikanske forbrugere er trætte af dårlige reklamer.
Godt så. Mere overraskende er det formentlig, at knap fire ud af fem mener, at de mange dårlige eller irrelevante reklamer ligefrem forstyrrer deres daglige aktiviteter – fx online shopping (37 procent), arbejde (20 procent), sex (19 procent) og søvn (13 procent).
Næsten hver fjerde siger desuden, at de dropper en virksomhed, hvis den pusher for mange dårlige reklamer.
Til mediapost.com, der fortæller om undersøgelsen, siger InsightOne-CEO Waqar Hasan:
– Resultaterne kan måske nok virke morsomme, men de peger på et reelt problem. Folk er simpelthen trætte af både reklamer og andre former for kommunikation, som de ikke oplever som relevant.
Mest irriterende ”henvendelser” ifølge undersøgelsen er irrelevante pop-up-reklamer, fup-lotterier, reklamer for impotens-midler, e-mails fra afdøde afrikanske ledere, som angiveligt har efterladt modtageren penge – og reklamer for produkter, de ikke har brug for.
Og hvad gør de så i deres reklamefrustrationer, amerikanerne?
Jo, ifølge InsightOnes undersøgelse vælger 60 procent fx at opsige abonnementer på nyhedsbreve, 36 procent forlader den hjemmeside, de er inde på, 14 procent holdt op med at købe det produkt, der blev reklameret for – og 13 procent vælger helt at boycotte virksomheden bag reklamerne.
Fire procent går så vidt som til i ren og skær frustration at slå den formastelige computer, iPad eller smartphone, der viser de dårlige reklamer…