De digitale radioer, DAB, bliver mere og mere populære. I dag har hver tredje dansker adgang til DAB, viser en ny undersøgelse fra analyseinstituttet Zapera.
– Danskerne er kræsne og vil have kvalitet og indhold. De vil have kanaler med en klar indholdsprofil, hvor man ved, hvad man får. Der er ingen tvivl om, at man i fremtiden kommer til at se mange flere nichekanaler på DAB, der vil gøre tilbuddene på digital radio endnu mere interessante for lytterne, siger underdirektør i DR Distribution, Paul Samsøe, der er formand for brancheforeningen DAB Digital Radio Danmark.
Undersøgelsen viser desuden, at 84 procent af de 2000 adspurgte mellem 15 og 64 år er tilfredse med indholdet på de digitale radiokanaler. Det vækker glæde hos brancheforeningen, der i starten af digitalradioens levetid kunne læse overskrifter som “DAB-radioer er en fiasko”.
Prisen på radioerne spiller ifølge Paul Samsøe en væsentlige rolle i deres stigende popularitet. I løbet af 2007 er prisen på en kvalitetsradio med god lyd faldet til 500-600 kroner, mens de sidste år kostede omkring 1000 kroner.
/ritzau/