Det blev til fem danske pencils, da D&AD Awards 2021 onsdag aften, 26. maj, tog hul på sin årlige prisuddeling: En Graphite (sølv), to Wood (bronze) og to Next Pencils.

Graphite-prisen går til New Land for Levi’s-kampagnen ”When You Take A Step, We All Move”.

Wood går til henholdsvis Uncle Grey for Missed Shots for Canon – og til Hjaltelin Stahl for The Big Danish Preroll for Danish Crown.

Og så markerer to danske kreative sig fornemt: Det drejer sig om instruktør Martin Furze og Hans Augustenborg, der er Art Director hos Uncle Grey, der tilsammen napper to ud af bare ni Next Pencils.

Martin Furze vinder i kategorien Next Director for sit arbejde for New Lives og Mary Fonden. Og Hans Augustenborg i kategorien Next Creative for blandt andet Promote Your Local samt et tidligere prisvindende arbejde, Cold Hawaii.

Og så bør vi nok lige kippe med kasketten til de to unge danskere, Simone Wärme og Jeppe Vidstrup, der kom til London-bureauet adam&eveDDB som kreativt team i 2017.

De har nemlig vundet en Yellow Pencil (guld) for casen “GMR – Play Connected” for Adidas.

New Land vinder flere priser

Produktionsselskabet New Land markerer sig i øvrigt med yderligere fire Pencils ved awardshowet.

Den svenske del af produktionsselskabet vinder således også to Graphite for Volvo Parents, skabt sammen med Forsman & Bodenfors for Volvo Cars. 

Hertil kommer to Wood for henholdsvis filmen A Million More – instrueret af danske Lærke Herthoni – for Volvo, og en Wood for Dante’s Heatbeat for Hjärtbarnsfonden.

Og det glæder man sig naturligt nok over hos selskabet:

– Det er fedt at vi på tværs af New Land-familien er blevet anerkendt for det gode håndværk. Og det jo kun er i kraft af spændende kreative idéer fra vores samarbejdspartnere at det er muligt at lave de her film, siger Thor Brammer Jacobsen, Executive Producer og partner, New Land. 

Der er i første runde uddelt i alt 430 Pencils i kategorierne Craft, Next, Advertising, Side Hustle og Collaborative.

De fordeler sig på 44 Yellow (guld), 132 Graphite (sølv), 241 Wood (bronze), 9 Next, 2 Side Hustle og 2 Collaborative Pencils.

Næste vinderportion offentliggøres torsdag aften.

Se de første danske D&AD-vindere her

GRAPHITE: When You Take A Step We All Move, New Land for Levi’s
– Sound Design & Use of Music / Adapted Music

WOOD: Missed Shots, Uncle Grey for Canon
– Press & Outdoor / Press Campaigns 

WOOD: Big Danish Preroll, Hjaltelin Stahl for Danish Crown
– Direct / Digital 

NEXT: Hans Augustenborg for Promote Your Local, Cold Bali, Canairi og Volvo 
– Next / Next Creative 

NEXT: Martin Furze for New Lives og The Mary Foundation Denmark
– Next / Next Director