I 1967 kostede det 40.000 dollar at købe sig til 30 sekunders reklametid ved den årlige sæsonfinale i amerikansk fodbold, Super Bowl.

Mange penge – men ikke i nærheden af de 4,5 mio. dollar, eller godt 27 mio. danske kroner, som tv-stationen NBC, der har dette års senderettigheder, forlanger for 30 sekunder i 2015. Og det er så bare for selve de 30 sekunders plads i reklameblokken. Hertil kommer filmproduktion, aflønning af bureau, instruktør, evt. kendisser, diverse royalties for brug af musik og meget, meget mere.

Alligevel køber mange af de store virksomheder og brands fortsat deres 30 sekunder og ofte mere – bilmærket Chrysler har fx netop meddelt, at man har købt plads til tre reklamer under kampen, og også øl-mærket Budweiser optræder i blokken mere end én gang.

Det gør de selvfølgelig blandt andet, fordi der er ekstremt megen brand-prestige i Super Bowl som reklame-udstillingsvindue, og fordi Super Bowl er deres absolut største mulighed for at få deres budskaber ud til noget, der ligner en tredjedel af USA’s befolkning – i ét hug. Hvortil kommer de mange, mange millioner af forbrugere, der følger med på nettet og på tv-skærme over hele verden.

Flere temaer i år

På søndag – eller rettere natten mellem søndag og mandag dansk tid – går det løs igen, og blandt dette års annoncører finder man brands som Mercedes, Coca-Cola, Kia Motors, Dove, Budweiser, Toyota, Doritos, T-Mobile og mange flere, som alle håber på at løbe med forbrugernes og seernes opmærksomhed.

Flere har offentliggjort teaser-film for de reklamer, de vil vise under kampen, andre har valgt at offentliggøre en eller flere af de ”rigtige” film.

Og der tegner sig også i år et par temaer. Et par brands har allerede gjort sig bemærket med nuttede hundehvalpe, andre sætter de følsomme fædre i fokus, og så er der naturligvis de smukke kvinder. Nogle mere afklædte end andre.

Kendis’er er der også på plakaten i år, om end i noget mindre grad end sidste år. En enkelt pensioneret James Bond-stjerne stiller fx op for Kia Motors, og skuespilleren Jeff Bridges er også med i en af årets film.

Og endelig er der også dømt genbrugs-reklame i enkelte tilfælde. Således har fx både Unilever og Procter & Gamble, to af verdens største annoncører, pudsigt nok netop i år valgt genbrugs-tanken ved Super Bowl.

Unilever med sin Dove Men-film, Real Strength, som også hylder de følsomme fædre, og Procter & Gamble med sin Always-film Like A Girl. Dove-filmen blev i en lidt anden version brugt i anledning af Fars Dag i sommer, og Always-filmen er en redigeret version af en film, der ligeledes blev offentliggjort i sommer.

Vi ønsker god kamp med et kig på en håndfuld af årets Super Bowl-reklamefilm her. 

Følsomme fædre – Toyota To Be A Dad

Nuttede hundehvalpe – Budweiser Lost Dog  

Yppige kvinder – Victorias Secrets Angels Play Football 

En tidligere James Bond-stjerne – Kia Motors The Perfect Getaway

En genbrugs-reklame – P&G (Always) Like A Girl

Og en flot debut – Mophie All Powerless

Vil du se flere af årets Super Bowl-reklamer, kan du gøre det her