Super Dæk er i luften med figuren ”Forsigtig-Søren”, som er en crash test dummy, der – efter at have smadret den ene bil efter den anden – havnede i en eksistentiel arbejdslivskrise.
Det lyder måske utraditionelt.
Og det er det da også, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt af Zupa, der er bureauet bag det nye kommunikationskoncept, som har fået titlen ”Til dig der ikke tager chancer.”
”Forsigtig-Søren” – der slet ikke kan lide at smadre ting – ser dagens lys, efter Super Dæk og dækvirksomheden NDI Group i sommeren 2020 valgte Zupa som leadbureau.
”Til dig der ikke tager chancer” – og den strategiske autoværkstedsposition ”sikkerhed” – skydes i gang torsdag 14. januar med den 65 sekunder lange film.
Ifølge meddelelsen er det en film, ”der på mange måder bryder med den stereotype autoværkstedskommunikation”.
– Kommunikationen i autoværkstedsbranchen har typisk haft et humoristisk omdrejningspunkt og fokus på pris. Det er der som udgangspunkt jo ikke noget galt i. Og Super Dæk vil da også komme til at køre en række taktiske tilbud og tiltag. Men Super Dæk ønsker først og fremmest at sætte fokus på tryghed – og på valget af sikkerhed i forbindelse med valg af autoværksted til servicering af ens bil, siger Michael Paterson, der er Chief Creative Director hos Zupa.
Han fortsætter:
– Det kan på sin vis godt undre, at det ikke er standardpositionen og kommunikations-omdrejningspunktet i branchen – udover mærkeværkstederne. Først og fremmest på grund af ens egen og ens families sikkerhed, men også da diverse undersøgelser – eksempelvis fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen – viser, at tillid og kvalitet som udgangspunkt er vigtigere for autoværkstedskunder end pris og hastighed.
Kampagnen skal understøtte Super Dæks ambition om at være det logiske valg for enhver bilejer med omtanke for sin egen og familiens sikkerhed, hedder det i meddelelsen.
Det oplyses, at spottet i første omgang kører til og med uge 10 på TV 2, men man regner med at forlænge perioden.
Instruktørerne bag filmen er det LA-baserede dansk/svenske makkerpar Storm/Hansen.
Se filmen herunder…

For at se indholdet skal du acceptere cookies.
Opdater dine indstillinger