Onsdag den 10. december 1897 blev forløberen for DDF – Organisationen af Bladudgivere i Provinsen – dannet. Det var en forening, der som navnet antyder, ikke havde medlemmer i København, hvor Københavns Bogtrykkerforening tog sig af opgaverne. Dengang havde vi herhjemme omkring 150 dagblade.
Først i 1977 blev DDF dannet ved en sammenslutning af Danske Dagblades Fællesrepræsentation og Danske Dagbladsudgivere og Arbejdsgivere, som foreningerne i mellemtiden var kommet til at hedde. DDF fik fra en start cirka 50 medlemmer.
DDF – og dens forgængere – er dannet og fungerer stadig som arbejdsgiverforening. Dannelsen for 100 år siden blev nødvendig, fordi arbejderne stod sammen i først typograf- og trykker-fagforeninger. Senere er en række organisationer kommet til, så DDF i dag er dagbladenes forhandlerorganisation overfor fx. typografer, journalister og HKere.
Ved grundlæggelsen for 100 år siden fandt partiaviserne fra Højre, Venstre og Socialdemokratiet sammen. Først i 1905 skilte De Radikale sig ud, så man kunne tale om det legendariske firbladssystem. Det betød flere dagblade i nogle år med en top i 1920, hvorefter tallet faldt. Det er dog ikke kun på antallet af blade, man skal sammenligne. Adm. dir. Ebbe Dal, DDF, ved, at papirforbruget på i alt 111 dagblade i 1947 kun var en fjerdedel af forbruget i dag, hvor vi altså “kun“ har 33.

TRE TYPER BLADE
Ebbe Dal deler sine medlemmer i tre grupper: De lokale, de regionale (med eller uden en række lokalredaktioner og -udgivelser) og de landsdækkende dagblade. Han fremhæver det lokale netværk som uhyre væsentligt for dagbladene, men også for alle danske medier, der benytter dagbladene som “fødekilde“.
– Dagbladene kan sætte et par tusinde medarbejdere fordelt over landet i gang med at opspore historier. Det er langt flere end de elektroniske medier kan præstere.
På samme måde fremhæver Ebbe Dal dagbladenes mulighed for at gå dybere og bredere end de elektroniske medier, samt fordelen ved annoncering i et trykt medie, hvor teksten fastholdes og kan hentes frem igen og igen.
Fra 1749 til 1903 (hvor Statstidende kom til) havde Berlingske Tidende privilegiet at have de statslige annoncer, hvilket bevirkede, at bladet på en måde blev landsdækkende. Men egentlige landsdækkende dagblade fik man først efter Anden Verdenskrig. I 80erne skønnende mange, at der kun var plads til to landsdækkende dagblade herhjemme, men det er der intet der tyder på også er tilfældet i dag, mener Ebbe Dal.
– Det karakteristiske træk i fremtiden vil være den trykte udgave af dagbladet kombineret med en form for elektronisk tjeneste.

MANGE OPGAVER
DDF har i dag knap 30 ansatte, der skal løse dagbladenes opgaver af fælles interesse. Opgaverne er de samme som for 100 år siden, men en mængde nye er kommet til. Således forhandler DDF stadig med lønmodtagerorganisationerne, mens en anden vigtig del af foreningens arbejde er at repræsentere dagbladene i europæiske og andre internationale faglige fora; i organerne for medarbejdernes uddannelser; samt i fx. Dansk Oplagskontrol og Index Danmark.
– Vi varetager også en fælles markedsføring, hvis mål det er at positionere dagbladene i forhold til andre medier, fortæller Ebbe Dal.
På sigt er DDFs vigtigste opgave måske “Avisen i undervisningen“, hvor foreningen udbyder materiale til landets undervisningsinstitutioner, så de unge kan blive gode avislæsere – og dermed bedre borgere i det demokratiske samfund (hvis man skal være lidt højttravende). Seneste initiativ er websiten www.aiu.dk, hvor skoleeleverne og deres lærere kan benytte DDFs tjeneste.
Ebbe Dal har noteret sig den voldsomt skærpede konkurrence mellem medierne det seneste år, hvor dagbladene bestemt ikke er blevet forbigået.
– De seneste to år er man blevet fortrøstningsfulde igen, fordi man ser en masse muligheder i de elektroniske udgaver. Og selv om medlemmerne slås på markedet, har vi altid en meget kollegial debat gennem DDF, slutter formanden for den jubilerende forening.