Dagbladenes stort anlagte QRP-system vil snart være en saga blot. Bestyrelsen for QRP.dk har besluttet at lukke systemet pr. d. 1. maj i år.
– Vi føler ikke, vi kan gøre andet i situationen. Efter årsaftale-forhandlingerne står vi tilbage med 5 annoncører på systemet, og må konstatere, at der ikke er flere, der vil være med. Selvom alle er enige om, at tanken i systemet er rigtigt, kan vi ikke forsvare at fortsætte på det grundlag, siger bestyrelsesformand Henrik Børjesson fra Politikens Hus.
Han konstaterer, at konjunkturerne ikke har gjort det nemmere at lancere QRP.
– Men man kan ikke alene tilskrive det konjunkturerne. Havde markedet villet løsningen, så var den også blevet til noget. Men markedet har altså ikke villet den løsning, som vi er kommet med, siger Henrik Børjesson og erkender, at man måske nok har været en lille smule for ambitiøs.
– Set i bakspejlet kan man måske nok sige det. Men vi syntes det var vigtigt at komme med en internet-version med en række beregnings-muligheder, siger Henrik Børjesson.
Peter Ottesen fra MediaBroker mener, at dagbladene nok gik for vidt, og at de burde have startet mindre ambitiøst. Samtidig håber han, at dagbladene nu ikke bare smider alle tankerne bag QRP ud.
– Hvis de bare glemmer det hele nu, så gør de det i hvert fald ikke nemmere for sig selv. Ideerne og visionerne var rigtige, men der er nok mange, der er gået døde i formen, siger Peter Ottesen.
Systemet blev opfundet af Politiken sidst i 90’erne, og siden samledes næsten alle dagblade i systemet i en ambitiøs satsning med henblik på at styrke dagbladene i konkurrencen med tv. Bag QRP ligger der således en investering på et betragteligt millionbeløb, som formodes at være tæt på 20 mio. kr.
Poltiken har også arbejdet på at eksportere systemet.
– Beslutningen om at lukke er en indenlandsk beslutning. Politiken ejer fortsat et system, og man kan ikke afvise, at vi vil have det i tasken, hvis nogen annoncører skulle efterspørge det. Og hvad angår udlandet, så må tiden vise, om systemet også er dødt der, siger Henrik Børjesson. fin