Dagbladene kom ikke godt fra start rent oplagsmæssigt i år. I hvert fald ikke hvis man sammenligner med samme måned som året før, som er den mest normale måde at anskue oplagene på.
Alligevel fremhæver adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker, der hjælper Markedsføring med Dagbladenes Oplagsbarometer, at tallene i øjeblikket former sig således, at det kan se ud som om, bunden er nået.
– Selvfølgelig er der fortsat blade, der har en sivende tendens, men ser man på total-oplaget, så former tallene sig til at bunden måske er nået, siger Peter Ottesen.
Dels kan man se, at kurven for de første tre måneder i år nærmer sig kurven fra sidste år efter, at januar lå pænt under januar sidste år.
– Men endnu vigtigere er, at kigger man på niveauet, så har oplaget de første tre måneder ligget omkring de 1,3 mio., hvilket er det samme niveau so m det meste af 2. halvår sidste år. Vi snakker altså nu om et oplag, der i reelle tal har været stabilt igennem 7 måneder, og det kan tyde på, at bunden nu er nået, siger Peter Ottesen og karakteriserer det som en meget interessant udvikling.
– Holder udviklingen, vil det være første gang i 4 år, at dagbladene samlet kan præstere et stabilt oplag, siger Peter Ottesen.
Også søndagsoplaget ser ud til at have nået bunden. Blandt enkelt-titler kan Berlingske Tidende glæde sig over pænere tal efter en længere periode med fald, mens BTs udvikling kan være lidt svær at sætte pil på lige i øjeblikket. Til gengæld ser Ekstra Bladet ud til at holde niveauet her i den første del af i år.