På bundlinjen for januar måneds oplagstal står der et rigtigt kedeligt tal. Minus 5,2 pct. – lig med 71.000 færre solgte eksemplarer. Sammenligner man med januar’er i 2003 og 2002 er det et accelererende fald. Her var faldene 2-4 pct.
Adm. dir. Peter Ottesen, Mediabroker, der tilrettelægger Dagbladenes Oplagsbarometer til Markedsføring, dæmper dog den negative stemning lidt.
– Man skal se oplagstallene i flere dimensioner, og ser man udviklingen serielt i stedet for at sammenligne med samme periode året før, så kan man sige, at niveauet i januar afspejler udviklingen fra sidst på året. Vi må nu være ude over en oplagsmæssig sanering, og det vi ser er en strukturel udvikling. De kommende måneder skal så vise, om bunden er ved at være nået, eller om nedgangen fortsætter.
Selv hælder han mest til , at nedgangen vil fortsætte.
– Jeg kan ikke se nogen grund til, at udviklingen fra de senere år, hvor oplaget er faldet år for år, ikke skulle fortsætte også i år, siger Peter Ottesen.
Der er mange aviser, der har båret ved til faldet i januar, men specielt Berlingske Tidende har måttet holde for med et oplagsfald på 10,1 pct. På to år er oplaget nu faldet med næsten 19 pct. Jyllands-Posten faldt med 9,8 pct. og er nu over 16 pct. nede i forhold til januar 2002. Avisen har tidligere sagt, at man er i gang med en oplags-sanering, der skønsmæssigt vil reducere oplaget med 15 pct.
BT er helt nede på 92.000, mens Ekstra Bladet nu kun er et mulehår fra også at komme under 100.000-mærket.