13.000 abonnenter inden nytår. Sådan lød Dagens ambitiøse mål inden lancering. Et mål, der ifølge Esben Trier, projektchef på Dagen, er nået efter kun 17 dages udgivelse.
Esben Trier oplyser til Markedsføring, at Dagen har rundet 10.000 faste abonnenter, og at løssalget i de første udgivelsesdage har ligget mellem 5.000-10.000. Han erkender, at det store løssalg selvfølgelig også skyldes nyhedens interesse, men han forventer, at avisen vil ligge på den rigtige side af de 5.000, når hverdagen indtræffer.
– Hvis vi oven i det lægger de par tusinde eksemplarer i firma- og promotionsabonnementer som vi har, er det langt over forventet og budgetteret. Derfor kan vi allerede nu melde succesen ud, at vi har nået over 20.000 i distribueret oplag, sådan som vi har lovet markedet, siger Esben Trier.
Esben Trier har ingen kommentarer til, hvor mange af de over 10.000 abonnenter, der har købt fx 59 dage, som er en af de korte perioder man kan købe.
– Det er klart at der er nogle som har valgt de korte perioder. Men fordelingen kommenterer vi ikke på nuværende tidspunkt. Vi har kun været i gang i 17 dage, så det er for tidligt at give den slags tal ud, siger han.
jür