Flere annoncører fik i DAGEN’s sidste levetid genindrykket annoncer uden deres samtykke, og bagefter blev de faktureret for det. Regningerne for alle annoncerne blev sendt videre til
DAGEN’s faktureringselskab Gerling NCM, som købte regningerne af DAGEN til 80% af værdien. Således fik DAGEN penge i kassen med det samme, uanset om annoncøren havde bestilt
en genindrykning eller ej.
DAGEN havde også et andet motiv til at genindrykke annoncer, der ikke var blevet bestilt. Ifølge avisens koncept skulle der være seks helsides annoncer i hver avis, og det var vigtigt at op retholde denne facade i forhold til bankforbindelser, annoncører og potentielle investorer.
I indholdet i arkivskabet fra DAGEN har vi fundet et fortroligt dokument med overskriften ”Kontaktliste til Peter Linck”. Listen rummer Peter Lincks personlige forbindelser i annonceverdenen
samt en række annoncører, som DAGEN’s sælgere ikke kunne lande selv. Jeg ringede rundt til navnene på listen, og allerede i første hug var der bid: Martin Nielsen fra tøjfirmaet Marlboro fortalte, at Peter Linck tilbød ham dobbelt-op, hvis DAGEN ikke kunne vise ham tal som illustrerede, at hans
to annoncer havde en synlig effekt. Efterfølgende var DAGEN ikke i stand til at levere de lovede tal og gav derfor Martin Nielsen to gratis annoncer. Der var blot det lille aber-dabei, at han blev faktureret for alle fire annoncer – mod senere at få en kreditnota tilsendt fra DAGEN, som fritog ham for at betale for de to gratis annoncer. Men denne kreditnota dukkede aldrig op, og i dag rykker konkursboet Martin Nielsen for penge for alle fire annoncer.
Næste emne på listen var Sofie Hesselkilde fra kosmetik- og parfumefirmaet Lancarôme, som havde den samme oplevelse. Lancarôme fik indrykket en annonce, de ikke havde bedt om, og senere modtog de en regning fra konkursboet, hvilket betyder, at annoncen har været opført som et tilgodehavende i DAGEN’s bogholderi.
Ole Damm, rejsende i tøjmærker som SOS Sportswear, Pringle og Björn Borg var på vej over Storebæltsbroen i sin bil, da jeg ringede til ham. Damm sagde, at hans firma kun bestilte to indrykninger, men fik et ukendt antal oven i hatten.
”Omkring 10 i hvert fald, både hele og halve sider.” Han sendte flere e-mails til Peter Linck, hvor han skrev, at det var dejligt med de gratis annoncer, men understregede, at han ikke regnede med at skulle betale for dem. Men dér tog Damm fejl. DAGEN sendte regningerne videre til faktureringsfirmaet Gerling NCM, som straks rykkede Ole Damm for penge for de gratis annoncer, han ikke havde bestilt. Damm klagede til Peter Linck, der skrev tilbage, kort før DAGEN gik i betalingsstandsning.
I brevet bekræftede Linck, at Ole Damm kun havde bestilt to indrykninger og ikke skyldte penge for resten.
På Peter Lincks liste over mulige annoncører findes også firmaet Poggenpohl, leverandør af eksklusive køkkener. Her talte jeg med Bente Skov, som straks meldte hus forbi: Poggenpohl nåede aldrig at annoncere i DAGEN, men til gengæld har de leveret et køkken til Peter Lincks villa. Køkkenet blev betalt, men Poggenpohls elektriker har aldrig fået de 75.000 kroner, Peter Linck skylder for arbejdet i sit hjem. Et opkald til Poggenpohls elektriker, Birkerød El, bekræftede, at firmaet stadig har penge til gode hos Peter Linck, og nu har de overdraget sagen til en advokat.
Et andet foretagende, der heller aldrig kom til at annoncere i DAGEN, var Mont Blanc, kendt for en række ekstravagante skriveredskaber. I Danmark repræsenteres Mont Blanc af selskabet HW Exelllence, og dér arbejder Hans Hornsleth, som blev kontaktet af Peter Linck i tiden op til DAGEN’s premiere. Samm en indgik de en aftale om at sende de populære Mont Blanc Meisterstück fyldepenne ud til bladets abonnenter i forbindelse med DAGEN’s hvervekampagne. For denne handel skulle
DAGEN betale Hornsleth et beløb på omkring 30.000 kroner. Desuden bestilte Hornsleth plads til en helsides annonce for Mont Blanc i DAGEN. Men til Hornsleths forundring var der aldrig nogen fra DAGEN, som bad om annoncen, og derfor kom den aldrig i avisen. Anderledes gik det med fyldepennene, som godt nok blev sendt ud til bladets abonnenter, men Hornsleth nåede aldrig at få sin betaling fra DAGEN, før avisen krakkede.
”Og to dage før de gik i betalingsstandsning ringede en pige fra DAGEN og bad om en ny portion Meisterstück fyldepenne, men heldigvis fik vi bremset det i sidste øjeblik,” sagde Hornsleth.
Tilbage på sporet: Thomas Faber fra spiritusselskabet Bacardi- Martini modtog også en regning for en annonce, der blev genindrykket uden hans viden.
”Vi kontaktede Gerling NCM, som sagde, at de efterhånden var blevet opmærksomme på denne problematik. Gerling købte jo regningerne af DAGEN i forventning om at inddrive pengene fra annoncørerne uden problemer,” sagde Faber og tilføjede, at det er ”ekstremt usædvanligt, at vi får regninger for annoncer, vi ikke har bestilt.”
Der var sød taffelmusik i røret hos ur-firmaet Povl Klarlund, mens jeg ventede på førstemanden Flemming Jørgensen, som stadig er gode venner med Peter Linck. I telefonen var Jørgensen rangvillig fra første færd og spurgte, om man virkelig kunne koge en bog på DAGEN.
”Jamen, ved du overhovedet, hvad der er foregået,” spurgte han også om.
Jeg svarede, at det gjorde jeg, og skiftede emne til kategorien annoncer, som han overhovedet ikke ville udtale sig om.
Jørgensen indrømmede dog, at et par annoncer for ure blev genindrykket i DAGEN uden hans viden, men skyndte sig at tilføje, at han senere modtog en kreditnota, og derfor er det i orden. Mens vi er ved ure, er det Flemming Jørgensen, som Peter Linck handler med, når han køber kronometre: ”Jeg har solgt ham et Role x Daytona og andre pæne ting. Men find nogle andre at udspørge,” sagde Flemming Jørgensen fra Povl Klarlund.
Som for eksempel printchef Einer Nicolaisen fra mediebureauet Initiative Universal Media (IUM). Men først er det vigtigt at forstå, hvordan et mediebureau arbejder: Langt de fleste annoncer, som indrykkes i danske aviser, handles gennem mediebureauer. Det er mediebureauet, som indrykker annoncen i en avis efter samråd med sine kunder, og mediebureauet afregner bagefter med avisen på annoncørernes vegne. Derfor er der sjældent direkte kontakt mellem annoncøren og avisen.
Et af disse mediebureauer er IUM, hvor Einer Nicolaisen tager sig af de såkaldte ”selective brands”. Altså de højt profilerede, dyre varemærker, som DAGEN’s annonceprofil netop var bygget op om. Derfor kontaktede DAGEN’s annonceafdeling Einer Nicolaisen, da avisen skulle lanceres. For Nicolaisen var det afgørende, at Berlingske Tidendes gamle annoncechef Lars Winther var med på DAGEN, for Peter Linck havde Nicolaisen blandede erfarin ger med.
”Jeg kendte ham i forvejen fra Euroman og Eurowoman, hvor han ikke brød sig om, at mediebureauet spillede en rolle, når han mødtes med annoncørerne. Jeg understregede over for mine kunder, at det var vigtigt, jeg var med, fordi Peter Linck ofte kunne optræde på en manipulerende måde,” sagde Nicolaisen i telefonen.
IUM leverede en række annoncer til DAGEN, og i starten gik det godt med samarbejdet. Annoncerne stod smukt i avisen, og målgruppen var den rigtige, mente Nicolaisen. Men i midten af november måned opdagede IUM ved et tilfælde, at de havde modtaget regninger fra DAGEN på annoncer, som de ikke havde bestilt. Eftersom IUM modtager mange tusinde regninger om ugen, kan firmaet i teorien risikere at betale regninger, som ikke har hold i virkeligheden. DAGEN beklagede fejlen og spurgte, om IUM ikke kunne betale for annoncerne alligevel, mod at få et tilgodebevis tilsendt.
”Men den slags vil vi ikke være med til, så vi bad om at få en kreditnota fra DAGEN med det samme, så der ikke kom penge på bordet,” forklarede Einer Nicolaisen.
Et par dage senere blev Nicolaisen ringet op af en kunde, som havde fået tilsendt regninger på flere annonceindrykninger fra DAGEN’s bogholderi. Til Nicolaisens overraskelse var der tale om præcis de samme regninger fra DAGEN, som IUM netop havde afvist.
”Én ting er, hvis et medie sender en regning til os for en annonce, som vi ikke har bestilt … det kan ske. Men når de er ved at gå konkurs og forsøger at liste de samme regninger igennem ved at sende dem direkte ud til vores kunder, så må jeg sige, at det fremstår utrolig utroværdigt,” sagde Nicolaisen og gav Peter Linck dette skud pulver:
”Peter Linck afviger fra almindelige pistolsælgere, for pistolsælgere ved godt, at de omgår sandheden, mens Peter Linck formentlig selv tror på, hvad han siger, og derfor er han så god til det, han gør.”
Den sidste jeg talte med i denne ombæring var førnævnte Lars Winther, DAGEN’s forhenværende annoncechef. Winther berettede, at han ”kun har personligt kendskab til to-tre til fælde med fejlfakturering for annoncer. Resten må være Peter Lincks egne kunder, og jeg ved ikke, hvilke aftaler han havde med dem.”
I mellemtiden havde Nikolaj ringet til flere annoncører i DAGEN, som udelukkende havde handlet med Lars Winther og hans folk og ikke Peter Linck. Ingen af dem havde noget at udsætte på samarbejdet med avisen, og de havde kun modtaget regninger for annoncer, de selv bad om at få indrykket i dagbladet DAGEN.
Efter samtalerne med DAGEN´s annoncører konfronterede vi Peter Linck med beskyldningerne om systematisk fejlfakturering.
Hertil sagde Peter Linck, at han i øjeblikket hjælper DAGEN’s faktureringsfirma, Gerling NCM, med at hitte ud af, hvem der skal betale, og hvem der skal slippe. Jeg remsede en række eksempler op på de annoncører, vi havde talt med, men Peter afviste deres beskyldninger og tilføjede at:
”Fælles for det hér er, at annoncørerne har en forpligtelse til at reagere på belånte fakturaer, hvis de ikke var i orden. Ellers skal de betale. Sådan er det jo. Vi har ikke skjult, at de regninger vi sendte ud, var belånte. Hvis annoncørerne ikke reagerede, før vi gik konkurs, så har Gerling NCM et krav mod
virksomheden.”
Men hvis de ikke havde tid til at reagere, fordi de blev faktureret kort før konkursen?
”Så er det et problem. Det er derfor, jeg hjælper Gerling med at finde ud af, hvad der er ret og rimeligt.”
Hvor mange sager er der med fejlfakturering?
”10-15 stykker …”
Det er meget, er det ikke? Flere annoncører siger, det er ekstremt usædvanligt, at de modtager regninger for annoncer, de ikke har bestilt.
”Det er også ekstremt usædvanligt, at så stor en medievirksomhed som DAGEN går konkurs. Det er en kendt sag, at konkurser udløser akut hukommelsessvigt, når det gælder mundtlige aftaler. DAGEN’s konkurs giver annoncørerne mulighed for at sige, at de ikke har bestilt annoncerne. Det er der nogle, der udnytter. Men det er klart, at i et presset marked, så blev der lavet kreative aftaler for at sikre, at vores budgetter blev overholdt. Jeg var ude i en sit uation, hvor jeg var nødt til at træde ind selv. Det var jo ikke meningen, at jeg skulle hjælpe med at sælge annoncer, og det siger noget om vores problemer. Når jeg ligger ned og har fået skylden for det hele, så er det jo klart, at det er nemt for en annoncør at sige, at de havde en aftale med mig om, at de ikke skulle betale. For hvem
tror på mig lige nu,” sagde Peter Linck.