Dagens dilemma.
Sådan vurderede OMD’s direktør, Morten Stig det nye dagblad Dagens situation efter kun en måned på gaden. Udmeldingen kom frem ved et morgenmøde om Dagen efter den første måned, som blev afholdt af Dansk Markedsførings Forbunds MediaForum. Ifølge Morten Stig ligger avisens dilemma i, at den har meldt klart ud, at den godt vil være en smal avis for en meget specifik målgruppe af moderne mennesker, 20 år +, der ikke kan undvære den daglige avis og gerne vil give ekstra for mærkevarer.
– Men hvis man kun går efter den målgruppe, vil man måske på sigt kunne få 20.000 kernelæsere. Da det kun er et relativt lille antal annoncører, der vil gå efter en avis, der kun henvender sig til en specifik målgruppe, kan det blive et problem at få annoncer. Hvis man derimod ikke ønsker kun at gå efter denne ene målgruppe, begynder man at konkurrere på lige for med de andre dagblade, sagde Morten Stig, der mener, at koncentration af moderne kernelæsere måske på sigt kan blive større i en avis som Dagen, men kontaktprisen vil sammenlignet med andre dagblade også være tilsvarende større.
– Går Dagen efter en bred målgruppe og dermed også en bred målgruppe af annoncører, skal den sammenlignes med de andre dagblade. Her gælder det, at man er god til at skabe og påvise en effekt, sagde Morten Stig ved morgenmødet om Dagen. Han understregede ved samme lejlighed, at et mediebureau ikke er sat i verden for at støtte nye medieprojekter.
Mortens Stigs udmelding om den manglende støtte kom efter, at Peter Linck, Dagens adm. dir. meldte ud, at han ikke forstod mange mediabureauers tilbageholdenhed over for projektet. Langt størstedelen af de annoncer, som har været indrykket i Dagen i den første måned, har nemlig, ifølge Peter Linck, været indrykket direkte fra annoncørerne uden om mediabureauerne.
– Vi skal kunne forsvare ethvert køb over for vores kunder. Derfor kigger vi i høj grad på kvaliteten af den kontakt, vi køber, sagde Morten Stig, der dog så frem til at diskutere årsaftaler med Dagen.
– Vi vil bestemt ikke udelukke, at de kommer med i de årsaftaler, vi skal til at lave, men det kommer an på prisen og prisen set i forhold til den effekt, de kan dokumentere, sagde han.
Morten Stig satte også spørgsmålstegn ved de læsertal af Dagen, der kom frem i bl.a. Børsen i går. Ifølge en analyse, som Institut for Konjunktur-Analyse (IFKA), har foretaget de første seks dage af november, skulle Dagen have 120.000 daglige læsere.
– Jeg stiller mig meget tvivlende over for de meget høje læsertal. Det vil svare til, at hver der skulle være mere end seks læsere pr avis, sagde Morten Stig, der pointerede, at netop IFKA sidste år også var de første til at komme med læsertal på de nye gratisaviser.
– De læsertal viste sig siden at være for høje. Vi vil derfor glæde os til at se nogle flere læsermålinger, sagde han.
jür