Siden 1997 har Dagens Medicin koncentreret sig om at skrive til danske læger i konkurrence med Ugeskrift for Læger. Nu vil bladet også konkurrere med magasinet Helse om almindelige danskeres opmærksomhed.
Det sker med lanceringen af sundhedsmagasinet, Puls, der fra starten får et oplag på 120.000. Puls skal klæde den almindelige, sundhedsinteresserede dansker på til at træffe sine egne, velinformerede valg.
– Danskerne bliver rent ud sagt misinformeret på sundhedsområdet. På den ene side får de den overfladiske, indimellem tåbelige dækning fra ugebladene. Hver uge har sin mirakelkur. På den anden side bombarderes vi alle af de seriøse medier med nyheder, som peger i alle mulige retninger. Den ene dag er dette eller hint forbudt. Den næste dag er det selve betingelsen for at leve længe og godt, siger Kristian Lund, der er ansvarshavende chefredaktør på Puls.
Han venter 500.000 læsere på bladet.
Puls distribueres via apoteker og lægernes venteværelser. Puls er gratis for de læsere, som selv henter magasinet. I abonnement koster Puls 350 kr. om året for 12 udgivelser.
Puls’ direkte konkurrent bliver månedsmagasinet Helse, der ejes af en selvejende fond. I henhold til sin kolofon udkommer Helse i et oplag på 150.000 med nogenlunde de samme distributionskanaler som Puls.
Puls’s redaktion ledes af Nina Vedel-Petersen, der kommer fra en stilling som overordnet chefredaktør for Politikens Lokalavisers distriktsaviser. Før det var Nina Vedel-Petersen medlem af chefredaktionen på dagbladet B.T. Ansvarshavende chefredaktør er Kristian Lund, der til daglig er chefredaktør og adm. direktør for Dagens Medicin. Puls får en stab på fem medarbejdere, som med en enkelt undtagelse er ansat. Derudover kommer Puls til at trække på Dagens Medicins stab, både redaktionelt og kommercielt.