Hyperaktiviteten forsætter ved den store mediebuffet, hvor TV2 tilsyneladende er eneste gæst: I tirsdags fortærede stationen 30 pct. af magasinforlaget JSL Publications, der udgiver Vi med hund, og i dag går man i lag med et egentligt TV2-forlag.

TV2s forlag udarbejder nu et udgivelsesprogram, som både skal støtte TV2s brand og være med til at skabe nye brands, der passer til TV 2. Og i den forbindelse har man ansat Maria Krabbe Hammershøy, 35, der kommer fra en stilling som forlagschef på JP/Politikens Forlagshus.

Hammershøy, der skal referere til TV2s dir. for nye forretningsområder, Hanne Danielsen, skal på TV 2s forlag være med til at profilere TV2 og styrke TV2s gennem partnerskab med forfattere, kunder og slutkunder.

Hos JP/Politiken havde Maria Hammershøy ansvaret for håndbogsredaktionen, forlaget Olivia og Politiken-redaktionen, der står for udgivelse af f.eks. fagbøger og biografier. Her har hun haft samarbejde med bl.a. forfatterne Claus Meyer, Anders Lund Madsen og Michael Jeppesen. peng