Vil du have bonen med?
Hvis du svarer ja på spørgsmålet, smider du måske alligevel bonen væk. Hvis du svarer nej, smider kassemedarbejderen bare bonen i skraldespanden, men hvis bonen ikke bliver udskrevet automatisk, kan der spares meget papir.
Derfor har butikskæden Dagli’Brugsen nu droppet den automatiske bonudskrift, skriver Urban. Her skal kunden nemlig først vælge, om der skal printes en kassebon. Alene den lille forskel har ført til, at kæden sparer i alt 25 tons papir om året.
– Der er noget sund fornuft i, at man ikke behøver en kvittering, når man kun køber en pakke cigaretter, siger informationsdirektør i Coop Danmark Jens Juul Nielsen.
For selv om kasseboner kun er en lille del af vores samlede papirforbrug, er der alligevel en miljø-besparelse at hente, siger forsker Jacob Møller fra DTU-Miljø.
– Selve processen at producere papir fra grunden har en pris. Man skal fælde nogle skove, og det koster energi at lave. Det er klart, at det belaster miljøet på en eller anden måde, ligesom ved fremstillingen af andre materialer, siger Jacob Møller.
I Dagli’Brugsen fungerer ordningen og sparer Coop-kæden for kilometervis af papir til kasseboner, men både hos Kvickly og Fakta, hvor man har prøvet at droppe de automatiske bon-udskrivelser, er butikkerne gået tilbage til at printe kvitteringen automatisk.
– Det kan nok kun lade sig gøre i butikker, hvor man laver mindre indkøb. I butikker som Kvickly og Fakta vil de fleste kunder have bonen. Det er fordi, den har den vigtige funktion, at man kan tjekke prisen. Samtidig er bonen garantibevis, siger Jens Juul Nielsen.
I Netto har man også prøvet ordningen, hvor kunden bestemmer, om bonen skal printes ud. Men den blev droppet igen.
– Det var ikke alle kunder, der kunne forstå, at man skulle spørge om bonen. Det kunne virke som om, man ikke havde ret til at få sin kvittering. Og det skal der jo ikke være nogen tvivl om. Så derfor ændrede vi det, siger direktør for Netto i Danmark Morten Kaas til Urban.