Den danske afdeling af TBWA har sagt farvel til sin daglige leder i skikkelse af COO Lennart Christensen.
Han har været ansvarlig for bureauets drift i de seneste fire år, siden han sammen med kreativ direktør Paul Clements fik til opgave at gennemføre en turn-around i kølvandet på krisen i 2008 som partnere til adm. direktør Claes Rasmussen.
Ifølge Lennart Christensen er beslutningen udramatisk, da han har truffet beslutningen, efter at have nået sine mål i bureauet. Nu vil han bruge en del tid på sin familie, indtil han helt præcist finder ud af, hvad arbejdslivet skal bruges til fremadrettet.
Men prikker man lidt til Lennart Christensen, så står det klart, at beslutningen har en del at gøre med den enorme fokus, der har været på nøgletal og profit fra international side.
– Jeg må indrømme, at jeg har tænkt meget over, om det er værd at bruge så meget tid på at bygge noget op, når ens ejere dybest set kun bekymrer sig om de kortsigtede økonomiske resultater, der kan aflæses i et excel-ark. Selvfølgelig synes jeg da, det er vigtigt, det vidner mine resultater også om, men det må altså ikke blive altoverskyggende, siger Lennart Christensen.
Økonomisk spændetrøje
Dermed henviser han til, at den danske afdeling af TBWA er et lille hjul i den globale TBWA-familie. Der igen blot er en lille del af reklamegiganten Omnicom Group.
– For dem handler det groft sagt udelukkende om, hvor stor en procent af ens aktiviteter, der havner på bundlinjen, og jeg mistede motivationen til at knokle døgnet rundt udelukkende på de parametre, siger Lennart Christensen.
– Jeg har tænkt længe over det. Og jeg måtte bestemme mig for, om jeg kunne se mig selv på det samme bureau resten af arbejdslivet. Jeg har trods alt været der næsten ni år. Og svaret, jeg fandt frem til var: Nej, det er på tide at komme videre, siger Lennart Christensen.
Udover Lennart Christensens oplevelse af netværkets ensidige fokusering på økonomiske nøgletal, er han for nylig blevet far og den nye situation var også i høj grad medvirkende til, at han tog beslutningen.
– Der skulle lidt balance til, og jeg havde længe fokuseret ensidigt på mit arbejde. Nu er det tid til at prioritere min familie. Jeg har haft nogle helt utroligt spændende år i TBWA, og jeg er blevet vist en tillid og en frihed til at gøre en masse ting på den måde, jeg nu engang har syntes, de skulle gøres. Det har været en oplevelse jeg ikke på nogen måde har villet være foruden, siger Lennart Christensen.
– Det samarbejde jeg havde med specielt Claes og Clem (Paul Clements, red.) var unikt, og det er noget, som jeg sætter utrolig stor pris på at have oplevet. Men for mig er det rigtige lige nu at trække stikket og prioritere anderledes.
Ingen konkrete planer
Hvornår er du fratrådt som COO?
– Jeg er for nylig fratrådt og er ikke længere på bureauet. Jeg har derfor heller ikke længere ansvaret for at drive bureauet, det ligger nu i hænderne på Claes Rasmussen, siger han.
Er din afløser fundet?
– Det har jeg ingen information om. Jeg er jo ikke længere en del af TBWA, og jeg ved ikke, hvad de fremadrettede planer er for bureauet, siger han.
Det er tid for offentliggørelse af regnskaber, også for TBWA, der i sidste uge kunne præsentere et hæderligt et af slagsen.
Hvordan kan det være, at du stopper i umiddelbar forlængelse af et sådant resultat?
– Siden 2009, hvor jeg principielt fik ansvaret for at drive bureauet, har vi år for år lavet bedre resultater. Det har været afgørende for mig, at der kontinuerligt er en udvikling og fremdrift. De fire regnskabsår, jeg har stået på mål for, har overgået de forventninger, der var lagt. Nu synes jeg ikke, at der p.t. er mere for mig at udrette i TBWA, så nu er tiden inde til at finde på noget andet, siger Lennart Christensen.
Hvad har du i tankerne om fremtiden?
– Jeg tror, jeg vil sige det sådan, at mit fokus nok er blevet en smule bredere. Det kan være på kundesiden, det kan være som entreprenør/selvstændig. Men det kan også være bureau igen. Det skal jeg bestemt ikke afvise, slutter den nu tidligere TBWA COO.