Rabatkuponer har ingen gang på jord hos de danske dagligvaregiganter.
Hverken Coop eller Dansk Supermarked, der står for over halvdelen af dagligvarehandlen, vil have rabatkuponer i deres butikker. Fra Fakta, Netto til Kvickly, Føtex og Bilka.
Det giver kun irritation, tidsspilde og uigennemsigtighed i butikkerne, mener de to dagligvarekoncerner.
De frygter amerikanske tilstande, hvis butikkerne udnytter mulighederne, efter at EU har underkendt det 16 år gamle forbud mod rabatkuponer, når en vare betales i butikken.
Kun PR-folk og nogle leverandører har interesse i rabatkuponer. Butikkerne vil boykotte dem. De er kun til besvær.
– Kuponerne kommer ikke inden for døren i vores butikker. De vil kun skabe utilfredshed, når en kunde lige har betalt 70 kroner for en vare, og kunden i køen bagved kan købe den samme til 50 kroner, fordi han har klippet en rabatkupon ud, siger kommunikationsdirektør Jens Juul Nielsen fra Coop.
I Dansk Supermarked har informationschef Erik Eisenberg samme afvisende holdning.
– Det er imod vores gode vilje, at der nu åbnes mulighed for salg ved brug af kuponer. Det bliver ikke indført i vores butikker. Kuponer kan skabe frygtelig ekstratid ved banale kasseekspeditioner, fordi en kunde skal lede efter sine kuponer. Det er pinagtigt, og det ønsker ingen, siger Erik Eisenberg.
Han har svært ved at se, at kuponer er til gavn for nogen.
Dansk Erhverv, der repræsenterer detailhandlens interesser, er fuldstændig på linje med Forbrugerrådet: Nej tak til kuponer.
Leverandører under DI Handel er omvendt begejstret for den nye mulighed. Rabatkuponer giver gode muligheder for at strikke tilbud sammen til udvalgte kunder, mener eksempelvis Nestlé, der blandt andet sælger kaffe og morgenmad.
/ritzau/