Kvaliteten af ALDI’s varer er bedre end deres omdømme, mener den store dagligvarekæde, og det skal et nyvalgt bureau nu hjælpe kæden med at få synliggjort over for de danske forbrugere.
Valget er efter en pitch faldet på det integrerede medie- og reklamebureau Havas, der fremover kommer til at
varetage alle ALDI’s investeringer i medier og bidrage med produktion af content.
Og ifølge Havas’ CEO, Johnny Twile, skal det ske således:
– Vi vil skabe en integreret løsning, der bakker op om den revitalisering, ALDI er ved at gennemgå. Vi vil derudover foretage en mere robust segmentering af markedet, få data i spil, udvikle et mere meningsfuldt mediemix og styrke relevansen i ALDI’s budskaber. Det er en stor og meget spændende opgave, som vi allerede har taget hul på, og som vi er utrolig stolte over, at ALDI har betroet os, siger han.
Store forventninger og vækst
Begejstringen over det nye samarbejde er også stor hos ALDI, hvor marketingchef Carsten Kure begrunder valget med følgende:
– Hos Havas fandt vi den perfekte kombination af strategisk indsigt, digitale kompetencer, et agilt mindset samt ikke mindst et integreret bureau med et stærkt kreativt fokus. Vi har store forventninger til, at Havas kan hjælpe os med at skabe det nye ALDI.
ALDI’s nye bureau har i øvrigt haft gevaldigt vokseværk både i kundeporteføljen og i antallet af medarbejdere på det seneste:
Alene i 2017 er 20 nye kollegaer kommet til med kompetencer inden for både medier og kreativitet – hvilket også betyder, at Havas er vokset ud af sine nuværende lokaler på Jagtvej og derfor i løbet af sommeren flytter til større rammer på Christianshavn.
Havas beskæftiger i dag 60 medarbejdere i Danmark og 20.000 på verdensplan.