FOA mener, at de højtlønnede faggrupper har for megen plads i trepartsforhandlinger.
Ordene kommer fra FOA-formand Dennis Kristensen, som mener, at de højtlønnede faggrupper har fået for meget indflydelse på et fælles forhandlingsudspil til trepartsforhandlinger, som de tre hovedorganisationer LO, FTF og AC har udarbejdet.
I udspillet står der, at dagpengebeløbet skal gøres mere rimeligt, hvis en rød regering kommer til magten, men dagpengeperiodens længde bliver ikke nævnt med et ord. Det selv om det er mindre end et år siden, at VKO-flertallet vedtog en halvering fra fire til to år.
–Det er ikke acceptabelt, hvis der slet ikke står noget om dagpengeperiodens længde i det papir, som vi bliver enige om at forhandle ud fra. Så kan Socialdemokraterne og SF få det indtryk, at den sag allerede er handlet af mellem de tre hovedorganisationer, og at vi ikke vil kæmpe for en længe dagpengeperiode. Men det vil vi. Hvis de højtlønnede ikke har forståelse for vores medlemsgruppers problemer med langtidsledighed, så er det ikke interessant for LO at lave fælles aftaler med dem, siger Dennis Kristensen, der er formand for SOSU-assistenter og dagplejere i FOA.