Dagrofa-koncernen, der herhjemme omsætter for godt 20 mia. kroner årligt via bl.a. dagligvarekæderne MENY og KIWI og Dagrofa Logistik, har haft gode erfaringer med taktiske samlekort-kampagner, og nu gentages en af sidste års succeser.

Det drejer sig om endnu en Disney-kampagne, der fra 20. august kører i MENY-, KIWI-, SPAR- og Min Købmand-butikkerne.

Alle indkøb over 100 kr. i de fire dagligvarekæder udløser i kampagneperioden, der afsluttes 28. oktober, en pakke med fire Disney-samlekort.

– Vi har på kraftig opfordring fra kunderne besluttet at køre endnu en kampagne med de populære samlekort fra Disney, lyder det fra Christian Higraff, marketing- og onlinedirektør i Dagrofas købmandshus, i en pressemeddelelse.

– Sidste år var en kæmpesucces, hvor vi ud over en masse glade kunder oplevede, at det blev en sand folkesport at få fyldt sin samlemappe med Disney-favoritter. Ja, vi fik deciderede kundeklager, da kampagnen stoppede sidste år, fortsætter han.

På et tilknyttet kampagnesite, oplevmagien.dk, er der præmier at vinde og på 500.000 kodekort gemmer der sig bl.a. koder til Disney e-lydbøger og abonnementer på Anders And.

Som en del af kampagnen er der også udviklet en 3D Disney Farv & Leg app, hvor børnenes tegninger bliver levende, når de scannes.