Daloon er blevet et stærkt mærke i Danmark, og vil nu også erobre resten af Skandinavien, samt Tyskland og England. Den historie bag produktet, der i sin tid blev skabt af Wibroe, Duckert & Partners vil køre videre, men skal videreudvikles og tilpasses de lokale markeder.
– Vi er i gang med en større analyse af, hvordan Daloon skal være som brand, så det også bliver en succes på de lokale markeder. Som nyt bureau på en kunde har man som regel mest lyst til at “lave det hele om”, siger kontaktdirektør Gert Rasmussen fra Scanad Odense.
– Men vi har stor respekt for den kvalitetsprofil Wibroe, Duckert & Partners har skabt omkring Daloon i Danmark, og vi vil bygge videre på det der er. Den form for historiefortælling, som Daloon er bundet op på er en meget stærk platform for brandet, som nu skal tilpasses de lokale markeder internationalt.
Lokalt præg
Hos Scanad i Odense er man lige nu i gang med at udarbejde en langsigtet aktivitetsplan, hvor den største udfordring ligger i at få brandet Daloon op på samme niveau på alle de nye markeder.
– Lige nu har nogle af markederne kendskab til Daloon, mens andre endnu ikke har hørt om det. Målet er, i løbet af de næste tre år, at skabe et corporate brand, både internt og eksternt, så kendskabsniveauet bliver ens i de skandinaviske lande, England og Tyskland, og ja; i sidste ende at skabe en platform, hvor brandet vil stå lige så stærkt som i Danmark.
Det er ikke nogen enkel opgave og Scanad Odense har da også sat et større hold i gang med at lave en gennemgribende analyse af forholdene på de nye markeder for at finde ind til Daloon’s fremtidige værdisæt. Norge og Sverige er de to første markeder, hvor den sultne drage skal brøle, og til efteråret forventer man, at påbegynde analysen af de resterende markeder.
– Grundlæggende handler det om at finde grundstammen og altså de værdier som brandet skal bindes op på overordnet, at skabe et internationalt brand. Derefter kommer den lokale tilpasning, hvilket kræver en stor indsigt i både handels- og kundeforhold på de forskellige markeder. Det er et stort kommunkationsmæssigt og strategisk arbejde, men det er også en meget spændende udfordring at bygge et stærkt internationalt brand op, siger Gert Rasmussen.