Maersk Container Industri AS (MCI), med hovedkontor i Tinglev, skal have udarbejdet en ny grafisk profil, som skal implementeres overalt, hvor selskabet er repræsenteret.

Det er reklamebureauet G1 Advertising i Nordborg, der skal løse opgaven. G1, der er en del af Danfoss Industri Service, er med 37 medarbejdere et af landets største Business-to-Business bureauer med fokus på industriel markedsføring.

– I en tid, hvor MCI ekspanderer og samtidig bevæger sig ind på nye forretningsområder, er det vigtigt, at vi har en ensartet profil overalt i verden. G1 har fået opgaven, fordi vi har brug for nytænkning fra et bureau med forståelse for tekniske produkter og med kompetencer i huset. G1 er vant til at arbejde internationalt og har den globale forståelse, som er nødvendig for en industrigruppe som MCI, siger salgs- og marketingdirektør Søren L. Johannsen, Maersk Container Industri.

At begge firmaer bor i samme landsdel har også haft en betydning.

Mellem 20 og 25 pct. af de opgaver, G1 Advertising løser, kommer fra virksomheder uden direkte tilknytning til Danfoss. pia