Når 57-årige Nils Smedegaard Andersen ikke længere skal være direktør i Mærsk, kan det meget vel blive Danfoss’ direktør Niels B. Christiansen, der overtager direktørstolen på Esplanaden.

Det skriver Jyllands-Posten.

Avisen erfarer fra kilder internt i A.P. Møller – Mærsk, at chefen for den alsiske industrikoncern bliver set som den oplagte afløser. Niels B. Christiansen blev sidste forår håndplukket til en plads i Mærsks bestyrelse. I samme ombæring fik Christiansen besked på ikke at påtage sig andre tunge bestyrelsesposter.

– Niels B. Christiansen har et rigtig godt navn på Esplanaden, hvor flere i bestyrelsen ser ham som en naturlig arvtager til Smedegaard. Der er også interne kandidater i spil, men det er værd at notere sig, at man i sin tid hyrede Nils Smedegaard Andersen på præcis samme måde, siger en kilde til Jyllands-Posten.

Nuværende Mærsk-chef, Nils Smedegaard Andersen, sad selv i bestyrelsen for Mærsk i to et halvt år, inden han overtog styringen af virksomheden.

Jyllands-Posten