Danfoss-koncernen holder størstedelen af sin markedsføring internt og binder sig ikke til et bestemt reklamebureau. Det sker ifølge koncernkommunikationsdirektør Ole Daugbjerg for at undgå, at eksterne tager ejerskab over image-delen, der er og bliver Danfoss’.
Desuden mener han, at hans egne folk er lige så dygtige som bureaufolk. Derfor henvender han sig til bureauer for at få et frisk sæt øjne og skæve ideer.
– Vi holder bread and butter her. Når jeg endeligt køber noget eksternt, så er det for at få inspiration. Vi lider hverken af storhedsvanvid eller ”kun vi ved bedst”. Men er jeg i nærheden, så er vi salamifolk og tager meget sjældent folk ind, der skal lave det hele. Jeg vil gerne have check points og så lade eksterne fokusere på deres kernekompetencer, siger Daugbjerg.
Desuden henter Danfoss mest mulig af sin eksternt producerede markedsføring i udlandet.
– Jeg har ikke rigtig mødt nogen i Danmark, der ikke ved, hvem Danfoss er. Så skal jeg have ny inspiration, der er anderledes end det, vi selv kunne finde på, så vil vi gerne hente det fra nogen, der først skal researche på os. På den måde får man noget nyt, siger Ole Daugbjerg.
De enkelte forretningsenheder laver dog egne, lokale kampagner, hvor koncernen som sådan kun blander sig gennem de retningslinier, der gælder globalt.
Læs Markedsføring nr. 05-2009, der udkommer i denne uge.