For fortsat at styrke det strategiske arbejde med Danfoss’ kommunikation har koncernen hentet to nye kommunikationsprofiler ind til hovedkontoret i Nordborg på Als.
Det drejer sig om Fleming Voetmann – tidligere chef for Public Affairs og Media Relations hos Novozymes og Lasse Bastkjær Jensen – tidligere pressechef hos TDC.
De to er begge startet hos Danfoss i denne måned – Fleming Voetmann som chef for Public Affairs og Lederkommunikation og Lasse Bastkjær Jensen som pressechef.
Kommunikationsdirektør Mette Refshauge siger om ansættelserne:
– Danfoss har allerede i dag et meget stærkt omdømme. For at fortsætte det arbejde ønsker vi at skærpe kommunikationsindsatsen yderligere, og Fleming og Lasse er de helt rette kandidater til det. Fleming har været en afgørende faktor for Novozymes’ flotte internationale public affairs-indsats. Og Lasse har fra TDC en solid erfaring i en af landets mest medieeksponerede virksomheder. Jeg er glad for, at de har lyst til at være med til yderligere at styrke Danfoss’ position.
Fleming Voetmann har været ansat i Novozymes siden 2009. Tidligere har han blandt andet være kommunikationschef i Saxo Bank og partner i Rostra Kommunikation.
Lasse Bastkjær Jensen har været hos TDC siden 2007 og har før det blandt andet været redaktør på B.T.