Danfoss har fået danmarkshistoriens største kartelbøde, men virksomhedens anseelse blandt danskerne er uforandret, skriver Børsen.
Det viser det såkaldte brandindex fra analysehuset YouGov, der løbende måler danskernes opfattelse af 300 af landets største og stærkeste brands.
Stiig Helgens Binggeli, adm. dir. i PR- og kommunikationsbureauet Brandhouse, mener, at en stærk krisekommunikation er en vigtig del af forklaringen.
– Danfoss har håndteret det meget fint. De var flove, kede af det og gjorde alt det, som ethvert PR-bureau ville have bedt dem om: Lad være med at sidde og gemme jer, siger han og fortsætter: ”Ved at gå ud og lægge sig ned stopper de også blødningen, fordi man stopper en masse snak.
Han henviser bl.a. til, at Danfoss ledelse med topchef Niels Bjørn Christiansen sidste onsdag fløj til København og afholdt et velbesøgt pressemøde, hvor der blev kommunikeret klart og tydeligt.